-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size: 
(small)
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
Historiens Rasmus har fødselsdag i dag, så der må lige laves en cache til ære for storvildtjægeren - TILLYKKE!
ENG.: Rasmus from this story is having birthday today, this cache is to congratulate him.
Rasmus og Rævejagten.
Der var engang – og det er ikke engang løgn – at Rasmus drog på rævejagt. Motiverne til dette dramatiske forhavende står muligvis ikke helt klart, men der kan sagtens gættes på, at aktiviteterne på en gård med minkavl, hvor Rasmus har taget del i løjerne ved adskillige lejligheder i dage, måneder og år (nogle kalder det arbejde), har sat sig som nogle komplekser. For mink er jo bare nogle småkravl af dyr at regne, når man sammenligner med at håndtere dyr på rigtige bondegårde med heste, køer, grise og høns.
Velsagtens er Rasmus’ tanker gået på noget mere storslået for at kompensere for den der futten rundt med smådyr, - måske bøffeljagt med bue og pil eller noget andet rigtig stort. Underbevidstheden har sikkert hele tiden arbejdet med traumet, uden at Rasmus i lang tid kom en løsning nærmere.
Alt dette foregik i rigtig gamle dage før Rasmus selv fik vogn. Ofte var DSB eller cyklen udset til at transportere ungersvenden. Men af og til blev en eller anden passende vogn lånt til længere udflugter, og en given dag gik turen til hovedstaden, Køvenhavn, langt væk. Den dag blev Morbror Anders’ vogn lånt. Det var en brun, men i øvrigt nydelig og gennempålidelig Ford Escort i en moden alder.
Turen til den store stad gik fint og planmæssigt. Rasmus fik klaret sine sikkert alvorlige og agtværdige ærinder, som imidlertid trak noget ud, så turen tilbage mod Slagelse foregik langt over almindelig sengetid. Men alt gik glat derudaf i den brune motorvejsæder, og snart nåedes afkørsel ”Slagelse øst”, hvorpå svinget til højre ind på Sorøvej blev klaret til topkarakter.
Pludselig vibrerede Rasmus’ næse. Urinstinkterne, som altid sidder dybt i de naturlige alfahanner, kom helt op til overfladen, for der var en umiskendelig lugt af succes: Storvildt! En trediegenerations pelsdyravlerefterkommer kan ikke tage fejl. Der er ræv!!! Adrenalinen pumpede som en 3000-hestes dampmaskine. Byttet skulle ikke slippe, koste hvad det ville.
Rasmus stirrede gennem forruden ud i det ubarmhjertige nattemørke for at spotte storvildtet. Sekunderne, farten, spændingen, - alt rasede forbi i Rasmus’ fukuserede jagthjerne med en strålende klarhed. Alt andet var slået fra nu, hvor kun et gjaldt: Storvildtjægeren og hans bytte.
Og Rasmus mestrede opgaven. I et nu var ræven i lyskeglen fra jagtvognen, og han styrede mesterligt og koldblodigt. Højrefoden hamrede gaspedalen mod vognbunden og Fordvognen brølede sultent. Intet kunne gå galt nu, hvor det var dræbermaskine mod dyr, - alt kontrolleret af selveste Rasmus.
Ingen ved om der gik sekunder eller minutter, men det uundgåeligt skete. Den klogeste og hurtigste vandt og taberen tabte alt, selv livet.
Rasmus var selvfølgelig som beruset af jagten og dens voldsomme udkomme. Sådan må man uvægerligt føle sig, når man længe har haft en hemmelig drøm, som bliver til en plan, og som sluttelig føres til en nådesløs og barsk virkelighed, - samtidig smuk og grusom.
Dette store måtte deles med nogen lige med det samme. Men hvem ringer man til først? Hvem har kapacitet til at forstå det store, der er sket? Det må være Michael, der har alder og erfaring og som forstår så meget om mekanik og livets store spørgsmål - og som tænkt så gjort.
Jeg blev på et kvart sekund lysvågen, da Rasmus meddelte om sin safari og dens overvældende resultat. Med det samme var jeg beredt til at køre Rasmus i møde for at dele denne stund med ham og mærke en del af suset, når man pludselig rives med i noget så stort. Få minutter efter stod vi sammen, Rasmus og jeg, og betragtede den endnu varme, men tydeligvis afsjælede tidligere matador i sin art. Nu syntes den pludselig kun som en ynkelig stakkel.
Da Rasmus ringede var jeg jo overbevist om, at en megastor rød ræv skulle læsses og føres hjem i triumf. Men ræven havde villet det anderledes, og gennem en skidesmart aflednings- og undvigemanøvre (det kan Rasmus nok selv beskrive bedre) fik ræven lokket Escorten og dens fører ned i en dertil indrettet grøft med tilhørende solidt beton-endestop. Således blev det jagtvognen og ikke ræven, der trak det korteste strå. Vi besluttede på stedet, at vi ikke umiddelbart ville pelse eller begrave vognen, men overlade det fornødne til fagfolk den næste dag. Genoplivningsforsøg forekom tydeligvis helt håbløse, hvilket en senere obduktion også fuldstændig understøttede.
Og så kørte vi til slægtsgården, hvor Rasmus kunne berette for en søvndrukken Anders under sin lune dyne, at Fordvognen ikke længere ville få behov for benzin. (Skønt at vide med disse høje benzinpriser). Dernæst meddelte jeg straks den lokale jagt-og færdselsbetjent, at den fine, brune vogn, der tilsyneladende græssede fredfyldt dybt nede i Sorøvejens grøft, var kommet på den evige aftægt på en helt uangribelig måde, der ikke burde bekymre andre udenforstående. Det noterede betjenten sig veltilfreds - sikkert lykkelig for ikke at skulle forlade sit trygge ørkenfort.
Hvordan ræven havde det, forlyder der ikke mere om, men den blev sandsynligvis grusomt bange. Og på den måde fik Rasmus jo alligevel mentalt krammet på storvildtet. Macho!
Efterskrift: I gamle dage hed Rasmus ”Larsen” til bagnavn, - han hedder faktisk noget andet nu , og i folkemunde blev grøften, hvor Fordvognen hin nattetime udåndede, herefter kaldt for ”Larsens Plads”. Endvidere har en sandsynligvis specielt Fordelskende personkreds senere sørget for, at den forædderiske grøft er blevet opfyldt, så man fremover uden hindringer og ubekymret kan foretage spontane rævejagter på stedet uden fare for andet end ræven.
Ovenstående beretning indgår muligvis ikke i Dansk Folkemindesamling.
PPS: Stedet er endnu ikke helt trafiksikkert, for en eller anden uheldig bilist har påkørt og totalkrøllet "LARSENS PLADS" - skiltet. Måske er det ræven, der er på krigsstien igen med lokkende manøvrer???
ENGLISH : Young Rasmus Larsen once borrowed an elderly Ford Escort for a trip to Copenhagen. On his way back he happened to hunt a fox with this car. However the fox was smarter than Rasmus, the fox ran of, and the car died in the ditch. Right after this incident, the ditch was filled up to avoid more dead cars. The sign "Larsens Plads" is in memory of that unfortunate late evening.
PS: Recently a car hit and destroyed the sign, which has not yet been replaced. Maybe the fox was back on the road Again???
Additional Hints
(No hints available.)