Thorsager Fjernvarmeværk AMBA er et andelsselskab med begrænset ansvar. Det blev etableret i 1988.

Værket er etableret som et ”barmarksværk”, altså helt fra grunden med ledningsnet, bygning af varmeværk og nytegning af andelshavere. Brændselskilden er halm, dog er der ved driftsstop en akkumuleringstank samt en oliefyret kedel som sikkerhed.
Processen i fjernvarmeværket er nogenlunde således: Halmen ankommer til fjernvarmeværket og stables, så der er 6 baller i højden. Halmlageret kan rumme 250 baller halm. Anlægget er automatisk styret og kranen løfter automatisk en balle halm op i fremføreren, når der ”sendes bud” efter den. Halmen fortsætter ind i kedelhallen, der er sdskilt fra halmlageret med en brandmur.
Selve kedlen er forsynet med mange ventiler, så der sker en maksimal forbrænding af halmen. Et røggasanløg med røgfiltre sikrer total rensning af røgen. Det store tårn ved siden af selve værket er en akkumulatortank med 1000 m3 vand, som supplerer fuldautomatisk varmeleveringen både ved spidsbelastninger, ved driftsstop og når kedlen automatisk holder pausen.
Hele anlægget overvåges fra kontrolrummet på 1. sal, hvor edb-anlæg og styretavler til kedel og pumper er installeret. Anlægget kan også sende besked til vagtpersonalet, hvis der opstår problemer.