Dette er en cache i serien ”Kirker i Nyborg Kommune”
HUSK at notere tallet i logbogen til brug ved finalen GC3QDHT = Q
Øksendrup Kirke
Kirken er en kampestensbygning fra ca. år 1200. Den bestod oprindelig af skib og kor.
Våbenhus og tårn er opført ca. år 1500. I nyere tid er på begge langsider opført stræbepiller, og ved tårnet er anbragt en høj og svær strængbue.
Prædikestolen er fra 1588 med ungrenæssanceornamentik, og
altertavlen er fra 1613 bygget i munkesten, og har indmuret en blykapsel med helgenrelikvier, en kopi af Dorphs Kristus i Getsemane. Kopien er malet i 1937 af N. Lindberg.
På skibets nordvæg hænger et sengotisk krucifiks fra omkring år 1500, og under hvælvingerne hænger en model af Skoleskibet Danmark, skænket kirken i 1951.
Kirkens lille klokke er støbt i 1936 og den store i 1891.
Kirken er spændende på flere måder. Først og fremmest et det de kraftige spændbuer på tårnet, samt den smukke sen-gotiske kirkegårdsportal, der falder i øjnene, - men Øksendrup Kirke har også flere karakteristika at byde på:
Blandt andet findes der, i det murede alterbord, en dobbeltkapsel af bly. Det er et relikviegemme fra kirkens katolske tid, og kapslen indeholder en fodrodsknogle af et menneske, samt en mindre ubestemmelig bensplint.
Sådanne relikvier af længst henfarne mænd eller kvinder fandtes i mange af vore kirker før reformationen, men det er ikke så ofte, at de har fået lov at blive liggende efter den udrensning, der fandt sted i år 1536.
OBS!!!
Der henstilles til, at man udviser hensyn og respekt, jf. almindelig moral og etik.
Mange kirker er i dag aflåst grundet respektløse tyve og banditter, men enkelte er stadig åbne for offentligheden i dagtimerne, - ellers tag kontakt til præst eller graver, som gerne er behjælpelig med en nøgle.
Og uanset hvad den enkeltes tro end måtte være, så er vores kirker bestemt et besøg værd!