Der, langt ude i klitterne, hvor der kun findes sand og vand, lever Ravheksen.
Sådan fortæller fiskerne, og ingen forlader sit hus, når stormen raser fra sydvest. Men bagefter løber alle ned til stranden med spande og net og samler, hvad der er faldet ud af hendes forklæde, mens hun dansede i stormen. Fordi rav skinner som den kære sol, elsker alle mennesker det og bærer det på sig som værn mod sygdom.
Sådan fandt landsbyens folk nu tingene i orden og spurgte ikke om, hvor heksen hentede den ædle sten op af havets dyb.
Der var blot én, som var nysgerrig og absolut ville vide, om man mon ikke kunne fange Ravheksen; og når det stormede, løb han altid ud i klitterne for at se hende. Han ledte efter en ældgammel krumbøjet kvinde, der havde bundet et stort, løst forklæde om sig, som hun kunne bære det rav i, som hun behøvede for at leve evigt, til sin hytte et eller andet sted på sandsletten.
Sådan spejdede han i stormvejret ud over hav og flyvesand, ledte efter en bortgemt rønne, men fandt intetsteds noget spor. Alligevel gav han sig ingen ro og slog alle advarsler hen.
En dag blæste atter en sydvesten op. I deres stuer foldede fiskerne deres hænder; men den unge mand løb af sted ud i uvejret. Fra toppen af en høj klit spejdede han efter Ravheksen; men der var kun en smuk lysblond ung pige, som bar en lysegul kjole, og som kom hen imod ham. Han undrede sig meget – for hun var ikke fra landsbyen – og spurgte: ”Hvor kommer du fra, og hvad søger du i stormen?” ”Jeg vil danse,” sagde hun og vuggede i hofterne. Da så han, hvor smuk hun var, tog hende i sine arme og dansede med hende over sand og bølgeskum, så at han ikke længere mærkede grunden under sine fødder.
”Jeg har fået dig kær,” sagde fiskeren, ”bliv hos mig!” Men hun lo blot og trykkede en stor klump i hånden på ham; og nu bar stormen hende allerede hvirvlende bort. Den unge fisker så på det, hun havde givet ham i hånden: det var et kæmpemæssigt stykke rav, der lyste som den kære sol. Han ængstedes, for nu vidste han, at han havde truffet Ravheksen. Han faldt om i sandet og græd sjælen ud af kroppen.
Da han igen var hjemme, gemte han ravet bort; thi ingen skulle kende til hans kærlighed. Hver dag arbejdede han og drog ud at fiske sammen med sine slægtninge; men i hjertet blev han ved med at være bedrøvet, og han tabte sig, så det var en ynk! Alle undrede sig over, hvad han fejlede, men den største fangst var altid hans. Det var, som om fiskene søgte til hans net, så stort var hans dræt. Men han havde ikke øje derfor, skænkede fangsten til sine slægtninge og syntes altid at være på udkig efter et eller andet.
Landsbyens præst prøvede at tale til hans samvittighed, og hans moder rådede ham til at gifte sig; men den unge mand blev blegere og blegere og kunne næppe vente til næste storm.
Omsider trak skyerne sammen; det fygende sand stod som røgfaner fra klitternes toppe, og hans moder tog sin bønnebog frem. Fiskeren tog sin jakke på og forlod huset. Han løb op på den højeste klit og skreg sin kærlighed ud i blæsten. Da så han den smukke Ravheks vinke og kastede sig i hendes favn. Og så dansede de i stormen, mens hvirvelvinden sled dem længere og længere bort. Lysegult lyste heksens hår, hendes kjole var som sandet og hendes øjne som det dybe hav. Han kunne slet ikke holde op med at danse, og sådan fløj de af sted, af sted. Ravheksen holdt ham fast i sin favn og tog ham med til havets bund, til sit strålende gule slot.
Men folk sagde, at den unge fisker var druknet!