Der er bevaret en del breve om Kappel kirkes tidligste historie. Det fremgår heraf, at den er bygget som kapel kort før 1464 på foranledning af bønderne i den vestlig del af Vestenskov sogn, som Kappel på det tidspunkt var en del af.
Begrundelsen var, at vejen til Vestenskov var ond, især om vinteren. Men byggeriet af et kapel måtte ikke blive sognepræsten i Vestenskov til økonomisk skade. Brevene handler især om klager fra samme sognepræst, og i 1570 bliver kapellet beordret nedbrudt, angiveligt på grund af misbrug og afgudsdyrkelse ved en nærliggende kilde. Ordren kom dog ikke til udførelse.
Ifølge traditionen er kirken opført som kapel i tilknytning til nævnte kilde, som dog ikke omtales i de ældste breve.
I 1685 blev Kappel kirke sognekirke, men først i 1882 blev Kappel et selvstændigt pastorat.
Kirken er bygget af røde munkesten, som senere er kalket hvide. Den bestod oprindeligt af kor og skib. Det har sandsynligvis været meningen, at kirkerummet, eller i det mindste koret, skulle have hvælvinger, idet murene er blevet forsynet med støttepiller. På nordsiden af skibet ses rester af kvindedøren. Foran mandsdøren i syd er bygget våbenhus, det nuværende er fra 1942. I korets sydside er en præstedør. Kirkens karakteristiske tagrytter fra midten af 1800-tallet er blevet restaureret i 1987.
Altertavlen er fra 1860'erne med et maleri af Jørgen Roed, "Emmaus".
Prædikestolen i renæssance er fra 1627. I de fem felter står Jesus og de fire evangelister. Mens evangelisterne er udskåret i træ, er Jesus udskåret i det finere alabast.