H.C. Branners Eg - V. Bøgebjerg Traditional Cache

Cachen er udlagt i forbindelse med eventet Revanche (GC46DQ0) d. 30. juni 2013.

H. C. Branners Eg  - V. Bøgebjerg.
 

Når man kommer fra Boeslunde og kører ad marguritteruten forbi Espe, kommer man til en række gamle egetræer på højre hånd, lige inden man når til V. Bøgebjerg. Træet nærmest  V. Bøgebjerg er H. C. Branners Eg.  Ingen tænker vel nærmere over det, for der står en lille uanseelig sten for foden af træet, som bilisterne i deres jag nu til dags ikke når at få øje på.

Forfatteren H. C. Branner havde en lang årrække, lige til sin død, sommerresidens i V. Bøgebjerg på V. Bøgebjergvej 25, hvor han lod sig inspirere til flere af sine romaner og noveller.

Når han om sommeren boede her, gik han gerne dagligt tur ned mod Espe, hvorfra der er den skønneste udsigt over Storebælt. En dag, da han var faldet i snak med sin gode ven skovfoged Knudsen på Espe, fik han ytret ønske om, at han i grunden godt kunne tænke sig et træ, som han kunne kalde sit, og som han kunne se grønnes og gro fra år til år.

Hverken forfatteren eller skovfogeden tænkte nærmere over denne udtalelse, før det åbenbaredes, at Branner nærmede sig sin 60-års fødselsdag i 1963. Da kom skovfogeden pludselig til at tænke på deres samtale og Branners ønske og gik derfor i sving, for at kunne opfylde dette.
Træet, som skovfogeden havde i tankerne, havde helt dets egen historie. Engang omkring 1930 gik nogle af godsets arbejdere og beskar hegnene omkring markerne. De var nået til hovgærdet ved vejen til V. Bøgebjerg, og i dette gærde observerede de et par små sarte egetræer. Hvad skal vi gøre ved dem, spurgte de skovfogeden. Værn dem, værn dem! Svarede skovfogeden og det samme gentog sig en del år senere. Værn dem!
Med tiden voksede de sig store, som sådan nogle jo gør, det ene dog flottere og kraftigere end det andet. Det var naturligvis det flotteste og kraftigste, som skovfogeden havde i tankerne her ca. 35 år senere. Det stod midtvejs mellem H. C. Branners sommerbolig og Espe, og netop på denne strækning passerede Branner det på sin daglige spadsertur.

Der var imidlertid ingen som rigtig vidste, om træet var sognets eller godsets ejendom, da det stod ved sognevejen, men da både sogneråd og greve Adam Moltke-Huitfeldt var velvilligt indstillet på, at træet i fremtiden burde værnes på bedste måde.

På denne måde fik forfatteren sit træ, og sognet blev et mindesmærke rigere – og træet, ja, det vokser frodigere og flottere end nogen sinde uvidende om, hvilken værdighed det har – eller gør det?