FDFs værdigrundlag
Ved at læse FDFs værdigrundlag kan du finde ud af hvilke værdier
og holdninger, der ligger til grund for alt FDF-arbejde. I et
forandringssamfund er det nødvendigt, at FDFs værdigrundlag
står tydeligt, så alle ved, hvad det er, vi i fællesskab arbejder hen
imod.
FDFs værdigrundlag har altid taget sit udgangspunkt i det
kristne menneskesyn. Det kræver respekt for den verden, vi
lever i og for andre mennesker. Det siger nej til tidens stærke
individualisme, hvor de svage bliver taberne. Men det fortæller
også, at Gud er den kraft, der aldrig lader livet gå under. Alt arbejde
i FDF bygger derfor på følgende værdigrundlag:
1. Det kristne menneskesyn
Vi tror på, at mennesker har brug for et udgangspunkt for deres
pejling i livet, og vi er ikke i tvivl om, at kristendommen er
udgangspunktet. Kristendommen sætter os i sammenhæng med
andre mennesker og den verden, vi lever i. FDF skal møde børn
og unge med evangeliet om Jesus Kristus og samtidig pege på
folkekirken som FDFs kirkelige tilhørssted.