Det første egentlige sommerhus byggedes 1930 på hjørnet af Møllebæksvej og Vestre Klitvej. Det enkle træhus er for længst renoveret. Det næste lå lidt længere mod syd. Det var bygget af "margarinekasser" - dvs. af tynde brædder fra de kasser, som margarinefabrikken "Alfa" sendte sit produkt i til detailhandelen. Før anden Verdenskrig byggedes en del sommerhuse - så mange, at "Sparekassen for Fjellerup og Omegn" i forbindelse med et jubilæum købte et betydeligt hedeareal øst for Møllebækken og ned til stranden for at sikre lokalbefolkningen adgang til vandet. Senere udvidedes arealet op til Fælledvej for at skaffe plads til parkering, kræmmermarked, byfester osv. Omkring 1960 anlagdes Fjellerup Camping på arealet - senere fulgt af "Hestehaven" ved Fælledvej og "Bækkelund" ved Møllebæksvej.
Midt i 1950'erne begyndte så den vækst i samfundsøkonomien, der fortsatte århundredet ud. Arbejdslønnen steg med pristallet og suppleredes med ferieløn i henhold til Ferieloven af 1953. Alle samfundsborgere fik flere penge til rådighed - og fritid til at anvende dem! Fik indkøbsvaner, der rakte ud over det daglige brød. Telt, knallert, bil, campingvogn osv. lå nu inden for manges rækkevidde og muliggjorde, at man kunne komme "på landet" også i den forlængede weekend!
For Fjellerup Strand betød det, at så at sige al ubebygget jord blev solgt til sommerhusbyggeri. Da jorden var rørende billig, sikrede de første købere sig store grunde, men da efterspørgslen efter jord at bygge på senere tog fart, fristedes mange til at tjene lette penge. De delte deres store grund i flere små parceller - så små at kommunen fandt det nødvendigt at fastsætte mindstemål på en sommerhusgrund.
Det ene sommerhus fra 1930 er nu blevet til mange - ca. 1500. Så at sige al jord, der kan anvendes til sommerhusbyggeri ved Fjellerup Strand, er bebygget. Sommerhusfolket, campister, week-ends- og endagsturister udgør formentlig 12-14.000 gæster på gode sommerdage. Denne voldsomme turisme i et sogn, der har knap 600 faste beboere, bemærkedes bla. af Nationalmuseet. Da det i 1988 i 200 året for stavnsbåndets ophævelse - ville lave en udstilling i Brede, der skulle vise samfundsudviklingen siden da, ja, så valgte det at bygge udstillingen op med billeder og tekster, der skildrede udviklingen i Fjellerup, hvor et ret stillestående bonde- og fiskersamfund blev "rendt overende" af turismen.