Helligkilden ved Pinsehøjen

Kilden ligger på en lille bakke ovenfor parkeringspladsen i krattet. Der er sat et skilt op. Endnu omkring 1900 var der vand, men nu er der kun et fugtigt hul.
Lærer Nissen i Ramten besøgte stedet i 1893, og i hans indberetning til Nationalmuseet står der: ” - at så længe sagnet går tilbage, har kilden været besøgt, ikke alene Sct. Hansaften, men søgt af syge til alle årets tider”. Det fortælles, at Ivar Rosenkrantz fra Rosenholm, der døde i 1745, ofte sad ved kilden sammen med sin gode ven, pastor Rise i Nimtofte og drøftede religiøse og filosofiske spørgsmål samtidig med, at de drak af kildevandet. Da Lærer Nissen i Ramten besøgte stedet i 1893 viste man ham en flaske vand, som havde stået fast tilproppet i 14 år. Vandet var friskt og meget klart. Man mente, at det skyldtes vandets store metalholdighed.
Allerede i 1860erne blev kilden drænet sammen med en lille sø, som lå på marken midt imellem oldtidshøjen Pinsebakken og Nimtofte –Ramten landevej.
Ca. 100 meter fra Ramtenvej på en lille skråning er der i dag et fugtigt område med store skræppeblade. Det menes, at det er kildens vand, der er ledt her hen og stadig kommer frem.
Helligkliden havde en ikke ringe søgning før i tiden. Besøgstiden angives til Midsommeraften.
På den nærliggende Pinsebakke samledes ungdommen til dans på højen 2. pinsedags aften. Højens navn stammer sikker herfra. Skikken går nok helt tilbage til bronzealderen, hvor den opgående pinsesol er blevet modtaget af den glade ungdom til tonerne af lur-musik.