Rakkestenen var stedet, hvor rakkeren vaskede krop og klæder.
Rakkerne var samfundets udstødte af samfundet og levede isoleret og indgiftet. De tog sig af alt det arbejde, ingen andre ville røre ved med en ildtang. De bevægede sig rundt i landet, og de var ildesete, fordi man følte sig utryg ved dem.
Rakkeren var skarpretterens dvs. bøddelens hjælper, ham der spændte fangen på pinebænken, Rakkeren kunne endog optræde som bøddel. Det var også rakkerne, der skar ligene ned af galgen, når de havde hængt så længe ”at hovedet skiltes fra kroppen”, ellers levede de af at kastrere husdyr og flå selvdøde dyr.
Man kan læse i præsteindberetninger, at det er svært at få faddere, når det er rakkerens børn, der skal døbes. Det ses derfor, at det er præsten, degnen og sognefogden, der stiller op som faddere for at foregå med et godt eksempel. Ellers måtte de ty til andre rakkere.
Der var også den skik, at ingen ville drikke af et glas, en rakker havde brugt. Derfor havde men specielle glas uden fod, som rakkere brugte. Så var de til at kende, men ulempen var jo så, at de heller ikke kunne sætte glasset fra sig før det var tømt. Det gik endda med snapseglasset, der kunne man jo drikke ud!
Allerede i 1685 forsøgte regeringen af komme af med disse uheldige opfattelser af rakkeren, idet man udsendte en forordning, der skulle efterfølges af flere.
Der skulle imidlertid gå mere end 100 år og flere forordninger i samme retning, før det begyndte at hjælpe. I 1794 fik ejeren af et dødt kreatur således pligt til at lade huden flå af inden det var gået 24 timer, samt at nedgrave kroppen, hvis den var ubrugelig til føde eller som lokkemad til at få vilde dyr inden for skudvidde. Hvis tyendet nægtede at hjælpe husbonden med at udføre disse opgaver, skulle denne hidkalde 2 naboer, og i disses nærværelse selv lægge hånd på dyret. Hvis tyendet stadig nægtede at udføre arbejdet, kostede det 4 dage på vand og brød, anden gang 1 måneds forbedringsarbejde, en straf der blev fordoblet fremover, hver gang han nægtede at udføre opgaven.
Efterhånden gik bønderne altså selv i gang med at flå de selvdøde dyr, og rakkerne blev efterhånden mere eller mindre arbejdsløse, og gik en grum tid i møde, idet de havde mistet deres næringsvej. Foragten var der stadig, og navnet hang ved.
.
Husk skriveredskab.