Min favoritdestination var USA og i særdeleshed de amerikanske nationalparker i den sydvestlige del af landet. Jeg har vandret, klatret, redet, rappellet, svømmet og tilbragt mange nætter i teltet i "the backcountry", som de kalder det, når man med telt og rygsæk bevæger sig væk fra den asfaltede vej ud og i den spektakulære natur. En af de ting jeg ikke gjorde var at geocache, for det begyndte jeg først på da jeg fik børn. Og da var det så slut med at rejse.
Det er sket at geoveninder på "Roadtrip USA" har givet mig en særlig lejlighed til at kigge på geokortet ved de steder, jeg tidligere har været på besøg. Det kan af og til være en lille smule ærgeligt at konstatere, at man har fået taget sit fotografi et utal af steder, hvor man kunne have fået et fund, hvis man blot havde taget nøjagtigt det selvsamme billede bare med en GPS i hånden. Og bagefter sidde og konstatere at de svar der skal til for at få godkendt en virtuel eller en earth cache er noget man umiddelbart kan svare på, netop fordi man rent faktisk har været på stedet. Sådan kan det være lidt svært ikke at være bitter, men skidt pyt.
Lad os bladre lidt i fotoalbummet og kigge på eksempler på sådanne fotos:
Billede 1: Granit så langt øjet rækker
Et par kilometers vandring bragte os til dette helt fantastiske udsigtspunkt på toppen af en granit "kuppel" i en af amerikas flotteste og mest besøgte nationalparker. Fra toppen havde man frit udsyn 360 grader rundt og kunne blandt andet se tre af parkens kendeste landmærker i retningerne 60, 280 og 343 grader. Husbonden og jeg er her på billedet fotograferet med det landmærke man ser i kompasretningen 60 grader, og jeg spekulerer på om jeg kan huske hvilken menneskeskabt struktur der hjælper en med at identificere de forskellige pejlepunkter, og det tror jeg faktisk godt jeg kan.
Billede 2: How low can U go?
Første gang jeg besøgte denne park var i august og jeg boede i telt hvilket vist kun var noget dumme turister fra Europa gør, da temperaturen aldrig kom under 30 grader om natten. Pyha! Anden gang var i februar måned hvor dagstemperaturen på 20 grader var ideel til vandreture. Parken indeholder det laveste punkt i USA, men det er ikke her, jeg er fotograferet, men nord herfor. Dette sted i parken er zærligt kendt for smukke solopgange, og efter selv at have fotograferet disse "badlands" badet i solopgangens smukke røde lys, tog jeg dette selvportræt. Jeg ved godt om landskabet under udsigtspunktet er "canyons", "gorges/ravines" eller "hoodos" og jeg kan godt huske at jeg lærte en masse om borax. Den flotte vandreturssløjfe gik jeg samme morgen efter at fotoudstyret var pakket ned.
Billede 3: Riller og furer i sandstensklipperne
Fantastiske farver i sandstensklipperne som tårner sig højt til alle sider. Få steder har jeg som i denne nationalpark fået udfordret min højdeskræk, men der er ligeså smukke steder som dette, hvor man blot skal holde bilen ind til siden og nyde udsigten. Billedet er fra 2005 hvor jeg for første gang havde husbonden med til USA. Vi var netop kørt ind i parken fra øst-siden og dette er velnok det allerførste "scenic view" i selve parken. Og svaret på spørgsmålet: hvilken vej vinden blæser? Først på kryds. Og så på tværs!
Billede 4: Hot spot
Min interesse for geologi gjorde at jeg var opmærksom på dette lille nationale monument, selvom det ikke er kendt af mange danske turister. Fænomenet er vist mere kendt fra et sted på Irlands nordkyst, og vi har selv set det på den skotske ø Staffa. Parken indeholder meget andet bl.a et fantastisk vandfald og smukke engblomster om sommeren, men højdepunktet var selvfølgelig sekskanterne vi står på da dette billede blev taget. Hvem der tog billedet på informationstavlen ved siden af kan jeg ikke huske, men jeg husker både hvor store revnerne i søjlerne er og hvilken park monumentet tidligere var en del af.
Billede 5: Det store ar i landskabet
Før geocaching var astronomi en af mine helt store interesser og når man er i det sydvestlige USA, er det et "must" at besøge dette astronomisk og geologisk interessante sted. Det burde være en nationalpark, men det er i privat eje. Det går for at være det mest velbevarede af sin slags på jordens overflade, men der er mange flotte at se, hvis man kigger på Månen i et lille teleskop. Jeg overvejede at lægge et billede op fra min første tur til USA i 1991, men jeg er forfængelig til at I skal se en kikset teenagepige med alt for store stålbriller og røde shorts med hajer på, så her er et nyere et. Og øv, jeg skulle jo slet ikke have været fotograferet her, men foran trappen ved indgangen til museet.
Billede 6: Det historiske sted i ødemarken
To dages vandring og medbragt telt har det krævet at komme hertil, men det gjorde ikke noget, for det er midt i min absolutte yndling blandt amerikas mange nationalparker. Mon ikke også det er den meste kendte nationalpark, når man spørger danske turister der vil herover? Jeg ved udemærket godt hvad der er på koordinaten: N xx° xx.898 W xxx° xx.706. Jeg har oven i købet taget billeder af min vandremakker der sidder og demonstrerer hvordan Anazasi indianerne malede majs til mel på dette sted.
Billede 7: Lige på grænsen
Denne nationalpark har jeg med sikkerhed brugt flest dage i, for som student skrev jeg både bachelor- og specialeprojekt på en forskningsinstitution en times kørsel herfra. Det må også være det østligste af billederne. Selvfølgelig skal man fotograferes ved dette skilt som dog ikke kræver vandring, men blot at man lige træder ud af bilen. Jeg er typen som læser stort set alle informationsskilte, men hvor jeg ikke kan huske hvor meget nedbør der falder på sydsiden, kan jeg godt huske hvilket ocean søens vand til sidst ender ud i.
Billede 8: Bølgende sandstensformationer
Det er ikke en nationalpark, men en lille skøn plet midt i et nationalt vildnis, som er et af de mest fotogene steder jeg nogensinde har været. De røde og hvide sandstensbølger har man endda "næsten" for sig selv, da det kræver en tilladelse at gå derhen og dem udstedes der ganske få af. Den grønne tilladelse, der på billedet hænger på min rygsæk, har jeg gemt som souvenir, så nummeret har jeg, og vi var to af sted, min mand og jeg. Sandstenen er dog næppe levende og den røde farve forhåbentligt ikke fra blod! Bemærk - dette tal kan ikke længere findes, men de cifre du skal bruge er 386
Billede 9: Vindue til verden
Dette er det smukkeste sted på Jorden. Sådan begynder en af mine yndlingsbøger, som har denne park som omdrejningspunkt. Parken var første stop på en 6 uger lang "spring break" mens jeg læste herovre. Var jeg mon college-bound, freshman, graduate eller PhD? Billedet er i hvert fald taget det helt rigtige sted med en af de flotte sandstensbuer i baggrunden, og viden om hvordan de dannes kunne jeg så passende få opfrisket.
Billede 10: Den våde vandretur i paradis
Det tiende og sidste billede er fra en nationalpark der allerede er omtalt i et af de foregående billeder. Denne nationalparks velnok mest kendte vandretur starter lige her, helt basalt ved at man går ud i floden og fortsætter nordpå op igennem kløften. Man går simpelthen i vandet, mens klippesiderne tårner sig mange hundrede meter op på begge sider. Dette billede stammer fra mit tredje besøg i parken og det var i april hvor strømmen pga sneafsmeltningen er alt for stærk til at man kan gå i floden. Vi var kommet nordfra efter at have rapellet ned igennem en kløft, og lod os blot flyde med strømmen i vore tørdragter. Dybt nede i dalen er det formentligt svært at aflæse en nøjagtig koordinat på GPS'en. Tilgængæld går det lige at huske hvor mange vi var i gruppen, for vi var os tre som var med på billedet.
Opgave:
For hvert billede skal du finde mindst 1 tal og og tilsammen giver de 10 billeder dig 21 tal. Af disse tal laver du en "gade".
Cachen finder du så her:
N 55 G[M+B].[F*H]VQ E 012 [O-I-C]U.[K+D][P-E]L
Hver skarpkantet parentes betyder ét tal til koordinaten. Der er parkeringskoordinat og hint til cachens slutplacering i geocheckeren. Lad venligst være med at spoile noget i din log. Jeg svarer gerne på spørgsmål - når First Finder jagten er veloverstået.
Denne cache er frigivet i dag for at fejre en sød geoveninde som fylder rundt i dag. Temaet er bestemt ikke tilfældigt valgt og jeg håber at hun - og andre - vil nyde at løse opgaven og ikke mindst at tage på "Roadtrip" i USA.