Historien om Jordens alder indeholder såvel kontinuerte som diskontinuerte træk, møjsommelig og gradvis indsamling af bedre data såvel som dramatiske ændringer i perspektiv og metoder. De vigtigste metoder var forståelsen af, at Jordens alder overhovedet hører til naturvidenskabens område, og at radioaktive mineraler i jordskorpen og i meteoritter kan bruges som et geologisk ur.
Indtil slutningen af 1700-tallet var der enighed om, at spørgsmålet om Jordens alder hørte til teologiens område, idet bibelstudier i 1600-tallet syntes at vise, at Gud havde skabt Jorden omkring 4.000 år f.Kr. Tycho Brahes elev, den danske astronom og matematiker Longomontanus (1562-1647), beregnede Jordens tilblivelse til at have fundet sted år 3.967 f.Kr.
I England blev den autoriserede skabelse meget specifikt henlagt til lørdag aften, den 22. oktober 4004 f.Kr., som beregnet af den lærde biskop James Ussher (1581-1656). Heri var den københavnske astronomiprofessor Villum Lange (1624-1682) imidlertid ikke ganske enig, da han henlagde Jordens skabelse til mandag den 30. april 4042 f.Kr.
Eksperterne skændtes om den eksakte dato, men de var enige om, at Jordens alder hørte til studiet af Bibelen – og ikke til studiet af naturen. Det korte tidsperspektiv førte til problemer i geologernes forsøg på at forstå udseendet af jordskorpen, men det var der ikke noget at gøre ved. Bibelens autoritet var for stor til at blive anfægtet.
Nyere tid:
Datering af Jordens alder ud fra radioaktive målinger er i princippet ret simpel, men i praksis meget vanskelig. Metoden bygger på målinger af halveringstiden af langtlevende radioaktive grundstoffer som uran og thorium, der er hyppige i jordskorpen.
Almindeligt forekommende uran med atomvægten 238 har en halveringstid på 4,46 milliarder år, og for thorium-232 er den 13,9 milliarder år, hvilket i sig selv antyder en størrelsesorden for Jordens alder. Allerede omkring 1915 havde fysikere på denne måde fundet rimeligt sikre indikationer på, at de ældst kendte mineraler havde en alder på mellem 1,5 og 2 milliarder år.
I slutningen af 1930'erne bestemte forskerne sammensætningen af blyisotoper i et grønlandsk mineral, hvorfra de bestemte dets alder til cirka 2,5 milliarder år.
Meteoritter til pålidelig datering
Ingen højere? Jo såmænd, for undersøgelser af meteoritter i starten af 1950’erne viste, at de havde et mindre indhold af radiogenisk bly end de undersøgte mineraler på Jorden. Det måtte betyde, at de var ældre og mere oprindelige.
Meteoritter er sten fra rummet, hvor de kaldes meteorer, der efter passage af atmosfæren kan findes på Jordens overflade. Da de er rester af materiale, der blev dannet i stor mængde ved solsystemets skabelse, har de samme alder som Jorden.
Blandt de meteoritter, der i 1950’erne viste sig særlig værdifulde for en pålidelig datering af Jordens tilblivelse, var en meteorit fundet i Canyon Diablo i Arizona. På grundlag af omhyggelige analyser af flere meteoritter, herunder ikke mindst Canyon Diablo-meteoritten, kunne den amerikanske geokemiker Clair Patterson (1922-1995) i 1956 offentliggøre en ny og præcis værdi for Jordens alder: 4,550 ± 0,070 milliarder år.
Uafhængige målinger af andre prøver og med andre metoder har siden da bekræftet Pattersons værdi, der stadig i dag, mere end 50 år senere, betragtes som autoritativ. Den harmonerer med undersøgelser af de ældste blymalme på Jorden, hvor man har fundet en alder på 4,54 milliarder år med en fejlmargin på cirka 1 procent.
Pattersons værdi er omtrent så præcis, som den kan blive. Selve begrebet 'Jordens alder' er lidt misvisende, da det antyder et præcist tidspunkt for Jordens fødsel. Men denne fødsel var en ekstremt langstrakt proces, med en varighed på måske 50 millioner år svarende til tiden fra urtågens kollaps til dannelsen af Solen og de første planeter.
En lang og hård fødsel, må man sige. Alene af den grund skal vi nok ikke forvente en præcis dato for Jordens skabelse.
Det er unægteligt en alder, der adskiller sig radikalt fra de cirka 5.600 år, man i 1600-tallet var enige om.
Cachen befinder sig ikke på ovenstående koordinat men på
N 55.13.3B(A-C) E 011.47.B(B-A)(D-6)
idet
A,BCx10D
