Om jordens dannelse:
Jorden blev dannet for omkring 4,6 milliarder år siden sammen med alle de andre planeter i vores solsystem. I tidernes blev solsystemet dannet udfra en enorm gas/støvsky. For omkring 6 milliarder år siden fortættedes denne støvsky og dannede det der i dag kaldes solen. Alt det støv og gas som var blevet tilovers lagde sig i en ring omkring solen (solnebulosen). Alt dette materiale der svævede rundt om solen begyndte også at fortætte sig til planeterne. Da det var varmest tættest ved solen, blev de planeter der blev dannet tættest ved solen tungere (tunge grundstoffer fortættes ved højere temperaturer). Selve skyen som planeterne blev dannet fra var kold, men på grund af fortætningsvarme og termisk energi fra radioaktivt henfald blev jorden varm indeni, og gjorde jorden flydende. I den flydende protojord sank de tunge grundstoffer mod centrum og de lettere mod overfladen. Jordkloden er stadig varm, energien fra jordens skabelse holder jorden geologisk aktiv.
Om jordens opbygning:
- Inderst er den indre kerne ("inner core") (5140-6370 km's dybde). Den er fast og består af 90% jern og nikkel. Den er meget varm, omkring 5000°C. Grunden til at den ikke er flydende er det enorme tryk på knap fire millioner bar.
- Næstinderst har vi den ydre kerne ("Outer core") (2900-5140 km's dybde), den består af det samme som den indre, forskellen på de to er trykket, det er ikke så højt her, så den ydre kerne er flydende. Den flydende ydre kernes turbulente strømninger er årsagen til jordens magnetfelt, som blandt andet skærmer Jorden fra solvinden og farlig kosmisk stråling. Den indre og ydre kerne udgør tilsammen 1/3 af jordens masse.
- Så kommer vi til kappen ("Mantle") eller "mesosfæren" (350-2900 km's dybde) som den også hedder. Selvom bjergarterne i kappen ikke er flydende som i den ydre kerne, er de varme nok til at bevæge sig(!) og deres energi driver al den pladetektoniske aktivitet som vi ser ved jordoverfladen. Kappen består af silicium, ilt, magnesium, jern, aluminium og calcium i diverse forbindelser.
- Derefter kommer astenosfæren ("2/3 Crust") (100-350 km's dybde). Op til 10% af materialet i astenosfæren er smeltet.
- Og til sidst lithosfæren ("1/3 Crust") (0-100 km's dybde). Skorpen, som vi går rundt på og graver miner i, er en del af lithosfæren. Skorpen består af "kontinentskorpen", den som udgør landjorden og "oceanbundsskorpen" den som udgør havbunden. (med en undtagelse, Island består af blottet havbundsskorpe). Jordens lithosfære er delt op i stive plader der bevæger sig rundt i forhold til hinanden.
Om grunden til kontinentalpladernes bevægelser:
I kappen sker der nogle bevægelser som skyldes de enorme mængder energi der stadig er i jorden fra dens skabelse og den energi der bliver frigivet fra radioaktivt henfald langt inde i jorden. Denne energi får stoffet i kappen til at cirkulere i store konvektionsceller, hvor varmen strømmer op og skaber strømme i kappen På denne måde slipper jordens indre af med sin energi, cellerne bringer den op til overfladen, hvor den blandt andet trækker i kontinentalpladerne. Princippet i cellerne er at materiale der er varmt stiger opad, mens nedkølet stof (der har afleveret sin energi ved overfladen) synker ned langs cellens "vægge" (for atter at blive opvarmet). Processen ville gå i stå af sig selv hvis der ikke hele tiden blev tilført varme i bunden (energi kan ikke opstå af intet). Det træk som konvektionscellens "top" laver på kontinentalpladerne er det hidtil bedste bud på grunden til pladernes vandring.
Om kontinentalpladernes bevægelser:
Jordens lithosfære er delt op i adskillige plader (8 store og en række mindre), som alle bevæger sig i forhold til hinanden. Nogen af pladerne består udelukkende af oceanbundsskorpe, mens andre består af både oceanbunds og kontinentskorpe. Drevet af kraften fra jordens indre tørner pladerne nogen steder sammen på en række forskellige måder, andre steder trækker de sig væk fra hinanden og af og til gnider de sig op ad hinanden. Pladerne bevæger sig ikke meget, fra 9 til 1 centimeter om året. Man kan dele de forskellige former for pladers interaktion op i tre hovedgrupper:
- Konstruktive pladerande (dannelse af skorpemateriale), steder hvor to plader skilles, dvs. bevæger sig væk fra hinanden. Den sprække der dannes mellem de fra hinanden fjernende plader strømmer materiale fra astenosfæren op. Det hedder også en konstruktionszone fordi der bliver dannet nyt stof der hvor stof fra astenosfæren pibler op, størkner og danner ny havbund.
- Destruktive pladerande (destruktion af skorpemateriale), områder hvor pladerne bevæger sig imod hinanden. Her vil den tungeste af pladerne blive presset ind under den anden plade, ned i astenosfæren hvor den vil blive smeltet. Pladerne (lithosfæren) består af lettere materiale end den tunge astenosfære, så smeltet lithosfære-materiale vil søge opad (opstigningen går meget langsomt i starten men accelerer siden hen). Der undslipper også variable mængder af gasarter fra en sådan neddykkende plade, gas som udvider sig når det stiger opad. Også vand bliver presset ud af oceanbundsskorpen på grund af trykstigningen, det søger ligeledes opad. Når to plader kolliderer er det den tungeste der bliver skubbet ned under den letteste, oceanbundsplader er tungere end kontinentplader. Støder to ens plader sammen vil den ældste plade dykke ned under den unge plade. En undertype af de destruktive pladerande er den såkaldte kollisionsorogenese hvor to kontinentplader støder sammen, en af pladerne dykker under den anden, men det øverste af den neddykkende plades lithosfære bliver presset sammen med den anden plades og danner en bjergkæde.
- Bevarende pladerande (her hverken destrueres eller dannes lithosfæremateriale), lokaliteter hvor to plader nærmest gnider sig op ad hinanden. Til gengæld er det store kræfter der er på spil når sådanne to plader gnider op ad hinanden.
Om vulkaner:
Vulkaner er en slags forbindelsesvej mellem jordens indre og jordens overflade, igennem denne strømmer den varme(energiladede) magma fra jordens indre op gennem Lithosfæren. Vulkaner er både ødelæggende og livgivende, udbruddene er i deres natur, ganske ubehagelige at være tæt på, er der også en hel del positive ting ved vulkaner. Man mener at meget af det vand der er i oceanerne oprindeligt stammer fra jordens indre og at det er kommet op til overfladen i form af vanddamp (vanddamp er den mest fremtrædende gas der udsendes fra vulkanerne). Også "affaldsprodukterne" efter et sådant udbrud er meget brugbare, vulkansk aske er sprængfyldt med næringssalte og essentielle mineraler. Samtidig har askens enkelte bestanddele (de enkelte fine små askekolloider) en struktur der holder godt på vand og positivt ladede kationer. Der findes tre forskellige typer vulkaner.
- Den første er skjoldvulkanen. En skjoldvulkan er en vulkan lavet af tyndtflydende lava. Denne vulkantype findes ved konstruktive pladerande (og hotspots), for her kommer magmaen direkte inde fra Astenosfæren, hvis konsistens er mere lav-viskøs end lithosfæren's. Lavaen har et lavt indhold af SiO2 (silikat), det er det der bevirker at lavaen bliver meget tyndtflydende. En skjoldvulkan er ofte i udbrud, men opnår aldrig en keglevulkans høje "vulkan" form fordi lavaen strømmer hurtigt ned ad siderne, og flader vulkanen ud. Skjoldvulkaner bygger ofte store bjerge op fordi enorme mængder af stof udspyes. Man forefinder skjoldvulkaner de steder hvor det er magma fra astenosfæren der trænger op til overfladen.
- Den næste er keglevulkanen. En kegle vulkan er en vulkan lavet af tyktflydende lava. Denne vulkantype findes ved destruktive pladerande, her kommer magmaen fra den smeltede kontinentalplade/oceanbundsplade der er blevet presset ned i den varme astenosfære. Smeltet lithosfære er mere høj-viskøs end smeltet astenosfære. Lavaen har et højt indhold af SiO2 , det er det der bevirker at lavaen bliver meget tyktflydende. En keglevulkan er ikke så ofte i udbrud. En typisk keglevulkan er kegleformet (sjovt nok) på grund af tidligere nu størknet tyktflydende lava fra forrige udbrud. Lithosfæren indeholder mere vand end astenosfæren, derfor er der mere fut i keglevulkaner, fordi at vand på gasform bærer magmaen op under et udbrud.
- Den sidste eksplosionsvulkanen. En eksplosions-vulkan er typisk en keglevulkan (dvs. magmaen er høj-viskøs) men her er selve toppen af vulkanen "stoppet" sådan at magmaen og gassen ikke kan komme ud. Derfor danner der sig et enormt overtryk inde i bjerget (husk at lithosfæremateriale er fyldt med gas). Når selve bjergsiden brølende brister på et tidspunkt, blæses selve bjerget i stumper og stykker og danner et stort krater. Selve bjerget og magmaen regner derefter ned rundt omkring resterne af vulkanen.
Om hotspots:
Et hotspot er en vulkan der ikke ligger mellem to pladerande men i stedet midt på en plade. Grunden til dette skal findes i jordens astenosfære nogle steder er mere varm end andre. Dette medfører at disse meget varme dele af astenosfæren brænder hul i lithosfæren og magmaen strømmer herved op igennem lithosfæren. Da magmaen jo kommer direkte fra astenosfæren vil indholdet af SiO2 være forholdsvist lavt og lavaen vil derfor under udbruddet være tyndtflydende og dette bevirker som sagt i en skjoldvulkan. Stedet på astenosfæren hvor denne er ekstravarm falder muligvis sammen med det sted hvor flere konvektionsceller mødes, sådan at der er endnu mere termisk energi til stede end normalt, dette sted flytter sig ikke, men det gør lithosfæren ovenover, den glider lige så stille forbi dette hot spot, og der bliver hele tiden brændt huller i den. Op af disse huller strømmer magma direkte fra astenosfæren (ligesom ved konstruktive pladerande), magmaen danner en række af skjoldvulkaner, ligesom perler på en tråd, efterhånden som lithosfæren stille bevæger sig over dette hot spot.
Om jordskælv:
De fleste jordskælv fremkommer oftest ved pladerandene, de fremkommer fordi at klipper ikke glider ubesværet forbi hinanden (på grund af den meget høje friktion) men i stedet i hak der udløses når den opbyggede spænding mellem pladerne er højere end friktionen mellem dem (eller indtil at bjergarternes brudstyrke overskrides). Jordskælv kan ryste jordoverfladen meget kraftigt. De største jordskælv finder sted ved destruktive og bevarende pladerande. Et jordskælv har et hypocentrum (fokus), et punkt hvorfra det udgår langt nede i jorden mellem pladerne, ovenover skælvets hypocentrum har vi dets epicentrum, det er jordskælvets centrum på jordoverfladen. Man måler styrken af jordskælv på Richterskalaen, en titalslogaritmisk skala (et trin op ad skalaen svarer til en tidobling af jordskælvsstyrken).
Jordskælvsbølgerne:
(bølgerne der udbreder skælvets energi igennem jorden) udbreder sig i alle retninger. De kan inddeles i henholdsvis:
- P-bølgerne (Primærbølgerne) er de første (hurtigste) der indtræffer. De udbreder sig igennem jorden (bøjes dog af på vej gennem kernen). P-bølgerne udbredes som trykbølger (de presses parallelt med bevægelsesretningen) igennem jorden.
- S-bølgerne (Sekundærbølgerne) er de næste, (næsthurtigste) der indtræffer. De udbreder sig også lige igennem jorden men kan ikke passere den flydende kerne. S-bølgerne udbredes som svingninger vinkelret på bevægelsesretningen af bølgen.
- L-bølgerne (Longitudinalbølgerne) er de sidste (langsomste) der indtræffer. De udbreder sig langs jordoverfladen og er derfor de suverænt mest ødelæggende og voldsomme. De skyldes jordoverfladens svingninger.
-
Cachen befinder sig ikke op ovennævnte koordinat, men på
N 55.13.3(E+1)(A-1) E E11.4D.C(C+3)B
Den første skriftlige beskrivelse af, at jorden er rund?
A = 1 hvis det var for 310 år siden
A = 2 hvis det var for 550 år siden
A = 3 hvis det var for 2350 år siden
Jordens diameter ved ækvator?
B = 4 hvis diameteren er 11,500 km
B = 5 hvis diameteren er 12.500 km.
B = 6 hvis diameteren er 13.500 km
Hvor mange store kontinentalplader findes der?
C = 4 hvis der er 3-4
C = 5 hvis der er 5-6
C = 6 hvis der er 7-8
Hvor mange typer forkastninger findes der?
D = 7 hvis der er 3
D = 8 hvis der er 4
D = 9 hvis der er 5
Hvor stor er afstanden mellem jorden og solen = 1 atronomisk enhed?
E = 1 hvis der er 150 millioner km
E = 2 hvis ded er 160 millioner km
E = 3 hvis der er 170 millioner km
|