Spættetræet
I dag har man ikke så travlt med at rydde op i skovene, hvis et træ er knækket eller væltet i stormen lader man det ofte ligge, både fordi det koster penge at fjerne, og fordi der også skal være døde træer hvor f.eks. spætten kan finde sin føde.
Hvem kender ikke spættens trommen på en tør/udgået gren, hvor der er noget mere resonans end ellers.
Og har du ikke også undret dig over, hvordan det kan være at spætten ikke får ondt i hovedet, eller er det bare fordi vi ikke kender nok til hvad dyr føler?
Som så mange gange før, må man undres over den evolutionære udvikling der har resulteret i den mangfoldighed af liv, og den tilpasning til de betingelser den enkelte art har.
For naturligvis er spætten tilpasset sin hakken i træerne. En helt speciel kranieopbygning gør at den ikke udsættes så kraftigt for "rystelser" som forventet.
Og dens næb vokser kraftigere end andre fugles, idet trommehvirvlerne (spættens territorie-hævdende sang), udhugning af et spættehul og den generelle fødesøgning - slider meget hårdt på næbbet. Faktisk bruger mange spætter omkring 3 næblængder på et liv.
Og for at kunne få fat i insekter og larver inde i træet, under barken og lignende steder, er spætten udstyret med en meget lang tunge. Den er ca. 4 gange så lang som næbbet, og er udstyret med små modhager, for bedre at kunne fastholde evt. larver.