Muslingeskaller består af kalk og var et nyttigt råstof i 1900-tallet. Først blev knuste skaller efterspurgt som tilskud til hønsefoder, siden til industriformål. Da der tidligere fandtes store mængder af muslinger i Odense Inderfjord, blev der derfor også oprettet såkaldte skalleværker på både Stige Ø og Seden Strand. Mortensens Skalleværk lå på sydkysten af Stige Ø Nord – øst for Sorthusene.
Skallegravningen begyndte allerede i 1908, men blev først for alvor udviklet i mellemkrigstiden. Indtil midten af 1930rne blev muslingeskallerne indvundet ved, at man sejlede ud i en båd, gravede dem op ved håndkraft og smed dem i båden, hvorefter de blev sejlet ind til land, tørret og hældt i sække, som så blev solgt. Da skallerne som regel skulle blandes i hønsefoder, blev de kaldt for "hønseskaller".
Parret Gunnar og Gerda Jensen i Sorthusene levede af Gunnars skallegravning. En anden beboer, Kaj Munkebo, kendt som "Den Gamle", fortalte i 1982, at arbejdet tog så meget af Gunnars tid, at da han skulle giftes med Gerda, kunne han kun lige akkurat nå at tage fri en eftermiddag, så han kunne nå ind på rådhuset. Derefter tog han straks tilbage til Stige Ø og fortsatte med at grave skaller. Det vides ikke, om denne historie er sand – men under alle omstændigheder er den god.
Et skallegravereventyr
I 1936 blev der for første gang anvendt gravemaskiner til arbejdet, og efter 2. Verdenskrig steg efterspørgslen og priserne på skaller kraftigt, bl.a. fordi den keramiske industri i Finland kunne bruge dem. Svend Frederiksen beretter i bogen Seden – Træk af sognets historie, at der lå 15 gravemaskiner i stranden, da skalleeventyret var på sit højeste. Den største skallevirksomhed, Vosniak, kunne dengang sælge 250.000 sække skaller om året. Efter en snes år var forekomsterne dog brugt op. De sidste skallegravere forlod stranden i 1976.
I dag er der ikke længere nogen spor efter skallegravereventyret. Rundt omkring på Stige Ø er der i 2010 blevet etableret biotopbånd – lange bånd af bl.a. muslingeskaller, som der kan vokse planter på. Ingen af skallerne er dog lokale. De er i stedet hentet ved Limfjorden.