
UDSIGTEN MARIBO SØ
Maribosøerne er et af Danmarks største ferskvandssystemer med i alt 1140 hektar vandspejl. Søndersø er den største af søerne og Danmarks 8. største sø. Den består af tre bassiner og er med sine 13 regulære øer, 6 småholme og 3 hængesæk øer uden sammenligning Danmarks mest ørige sø. Røgbølle Sø er næststørst, derefter kommer Hejrede sø og Nørresø. Langt størsteparten af søerne er privat ejede og godserne Søholt, Engestofte og Knuthenborg er blandt de største lodsejere. Lolland Kommune ejer øerne Hestø, Fruerø og Præstø i Søndersø, og der er offentlig adgang til de tre øer. De andre øer er private og ejes af godserne Engestofte og Søholt. Den største af øerne er den 17 hektar store ø Borgø, som er den eneste af øerne i Søndersø, der har været beboet i nyere tid. Mange af de mindre øer er meget vigtige ynglefuglelokaliteter, hvor der blandt andet yngler fjordterner og hættemåger.