I det lile Olstrup sogn på Sydlolland ligger en af vor landsdels større og anselige herregårde, nemlig Lungholm, hovedsæde i Baroniet Sønderkarle
Gården hed oprindelig Olstrupgård og nævnes første gang 1434. Gården kom hurtigt under Krænkerup og førte en megen beskeden tilværelse indtil den kendte Palle Rosenkrantz overtog Krænkerup. Med Palle Rosenkrantz oprandt en ny æra for den da 200 år gamle gård. Han udvidede jordarealet og byggede 1639 en helt ny gård, der bestod af 2 længer, der løb sammen i en spids, hvori stod en firkantet tårnbygning. Disse 2 længer står endnu. En bred voldgrav adskilte borggård og avlsgård. Gården fik navn efter Palle Rosenkrantz`s tredie hustru, Lisbeth Lunge, og stod uforandret i over 200 år.
Sønnen, Jørgen Rosenkrantz arvede godset, men døde kun 23 år gammel, under et ophold i Venedig. Hans lig førtes til København, hvor bisattelsen fandt sted 11 oktober 1660. Denne bisættelse fik forøvrigt vidtrækkende politisk betydning.
En stor del af den danske adel var netop i den tid forsamlet i København for at tage del i den Rigsdag, som kongen havde sammenkaldt til og som skulle resultere i Enevældens indførelse. Da adelen erfarede kongens kupplaner, besluttede den at forlade byen og dermed sprænge rigsdagen. Men en del af adelsmændene ville dog blive og deltage i bisættelsen af den unge adelsmand Jørgen Rosenkrantz. I mellemtiden hørte kongen om adelens planer og lukkede byens porte og de forbitrede adelsmænd slap ikke ud af staden før den nye forfatning var gennemført.
Efter omskiftelige forhold solgtes Lungholm til Christian Ditlev Reventlow (den ældre) der indlemmede gården i sit i 1729 oprettede grevskab Christiansborg, der kort efter blev til Christianssæde. Da den senere statsminister Christian Ditlev Reventlow overtog godserne, var de meget forsømte, han fik tilladelse til at sælge Lungholm fra grevskabet. Køberen var den rige Baron Poul Abraham Lehn, Berritzgård.
Dette ejerskifte blev indledningen til et nyt afsnit i gårdens historie. Efter en årrække som en art forpagtergård under Christianssæde, blev den midtpunkt i et stamhus. Af gårdene Lungholm, Højbygård og et par mindre gårde oprettedes et stamhus med det mærkelige navn Sønderkarle. Poul Abraham Lehn bestemte før sin død, at Lungholm skulle tilfalde hans dattersøn, Poul Godske von Bertouch, 1819 blev stamhuset ophøjet til et baroni og den unge besidder blev Lensbaron og antog slægtsnavnet Bertouch-Lehn. Hans søn, Julian Bertouch-Lehn, ombyggede 1856-57 Palle Rosenkrantz hovedbygning. Den gamle tårnbygning blev nedrevet og sidefløjene blev afkortet, så der blev plads til en midterbygning og i hans tid blev også den smukke park i engelsk stil anlagt.
Efter en gennemgribende renovering af Lungholm Gods i 2007-2009, er ombygningen nu overstået med et fantastisk flot resultat til følge.Før var de fredede bygninger på Lungholm Gods i begyndende forfald. Nu er godset sat i stand og står som landets første samlede oplevelses- og ferietilbud til handicappede i og omkring et fredet bygningsværk. Det er nu muligt at booke ophold på Lungholm Gods til ferieformål eller mødeaktiviteter. Det er endvidere også muligt at leje Herskabstalden til større møder, konferencer m.m.
Lungholm er stadig i slægten Bertouch-Lehn`s eje.
Nuværende ejer: Godsejer, Nicolas Erik Carl Poul Johan Dmitri Baron de Bertouch - Lehn
Offentlig adgang til dele af parken, hovedbygningen kan ses fra vejen.