Egnen omkring Vesterborg hører til de smukkeste på Lolland og man forstår godt at jordsamlernes øjne faldt på dette sted. Pederstrup har eksisteret lige fra den tidlige middelalder.
En af de først kendte ejere var Drost Laurits Jonsen, han skænkede før sin død 1340, Pederstrup og en række gårde i Vesterborg, Birket og Nordlunde til Halsted Kloster, mod at der stadig blev holdt messer for hans sjæls salighed. Dette løfte har man åbenbart ikke taget særlig højtidelig, allerede 14 senere overdrog klostret alt dette gods til kongen.
I de følgende 200 år blev godset skiftevis pantsat og indfriet af kronen, indtil kronen mageskiftede med Vennerslund på Falster. Den nye ejer var Lauge Venstermand.
1725 begyndte et nyt afsnit af Pederstrups historie da Grev Christian Ditlev Reventlow, en bror til Frederik 5. dronning, Anna Sophie Reventlow, overtog Pederstrup. Han blev stifter af Grevskabet Christianssæde og stamfader til den gren af den reventlowske slægt, der ejede Pederstrup i mere end 200 år.
Hans sønnesøn, den senere statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow, er ubetinget slægtens førstemand. Medens de to første Reventlower boede andetsteds, opholdt statsministeren sig fortrinsvis på Pederstrup og da han i december 1813 trådte tilbage som minister tog han fast ophold på " det yndige Pederstrup " som grevinden kaldte det.
C.D.F.Reventlow,der var ophavsmand til stavnsbåndets opløsning, var også interesseret i, at alle lærte at læse og skrive. Han oprettede skoler i alle de sogne der hørte under hans godser, men der var småt med uddannede lærere, derfor oprettede han, sammen med sin ven, Pastor P.O. Boisen, senere biskop , i 1801 et af landets første præstegårdsseminarier i Vesterborg.
Der førtes stort hus på Pederstrup, så i 1822 lod han den nuværende hovedbygning opføre, selv om den syntes beskeden for en Lensgreve og Statsminister, men sådan ønskede C.D.F.Reventlow at bo.
Sønnen, Kammerhere C.D.Reventlow gik stærkt ind for husmands - hoveriets afskaffelse.
Da hans hustru, Benedicte v. Qualen døde, blev der, efter hendes ønske, indrettet en begravelsesplads i Theophili skov ved Vesterborg sø, her ligger hun og de efterfølgende døde af slægten begravet.
Begravelsespladsen er privat og vedligeholdes af familien Reventlow.
Efterfølgeren, grev Ferdinand Reventlow, lod 1860 - 62 opføre Pederstrup slot, arkitekten valgte, at lade den bestående bygning indgå som en del af slottet, der blev tilføjet sidefløje og tårne i fransk renaissance stil.
Pederstrup gamle Slot
I 1935 blev avlgården udskilt. Park og hovedbygning blev overtaget af en selvejende institution, der førte hovedbygningen tilbage til den oprindelige, beskedne bygning og Pederstrup er idag indrettet til museum med møbler, malerier og andre kunstgenstande, der belyser Reventlows virke.
Der er fri adgang til den 20 hektar store smukke park, Nuværende ejer: Fra at være - Den selvejende Institution "Statsminister C.D.F.Reventlows Minde" - er ejerskabet pr. 1 januar 2010 overgået til Lolland kommune.