Karen Blixen levede det meste af sit liv i familiens hjem på Rungstedlund, som blev overtaget af hendes far i 1879. Ejendommen ligger i Rungsted, 24 kilometer nord for København. De ældste dele af huset går tilbage til 1680, og det har været drevet både som en kro og landbrug. Det meste af Karen Blixens skriftlige arbejde fandt sted i Ewalds stue, som er opkaldt efter forfatteren Johannes Ewald. Ejendommen administreres af Rungstedlundfonden, der er grundlagt af Karen Blixen og hendes søskende i 1958. Ejendommen blev museum i 1991.
Hovedindgangen til Karen Blixen Museet ligger i vestfløjen, der tidligere rummede vognport, hestestald og høloft. Bygning er restaureret og indrettet med museumsbutik, café, udstillingsrum med bibliotek med alt, hvad Blixen har skrevet og oversættelser til alverdens sprog.
Stuerne i nordfløjen står fortsat som Karen Blixen indrettede dem – altid med friske blomster i vaserne. Denne del af Rungstedlund er også åben for publikum, og her findes et lille galleri med oliemalerier, pasteller og kultegninger udført af Karen Blixen. Efter ombygningen i foråret 2004 indviedes to nye rum – et fuglerum og et filmrum.
(Kilde: wikipedia.dk)
Rungstedlunds 30 tønder land have og lund er udlagt som fuglereservat og åbent hele døgnet.
En spadseretur kan begynde ved Karen Blixen Museets hovedindgang. Når man følger stien forbi dammen og den hvide bro, kommer man til frugthaven og skærehaven, der på nogle årstider forsyner Rungstedlunds stuer med friske blomster. Stien fortsætter til lundens højeste punkt Ewalds høj. Ved foden af højen ligger Karen Blixen begravet under den store bøg.
Lunden er fredskov med bøgetræer, hvoraf flere er mellem 250 og 300 år gamle. I lunden findes bænke, som er opkaldt efter fugle eller mennesker med personlig tilknytning til huset.
Karen Blixen tog i 1958 initiativ til at omdanne Rungstedlund til fuglereservat for at give trækfuglene et sted at være. Fuglereservatet er i dag under opsyn af Dansk Ornitologisk Forening, som har opsat og passer omkring 200 fuglekasser. Det har betydet, at 40 forskellige fuglearter ruger i lunden.
(Kilde: VisitDenmark.dk)
________________________________
'Hørsholm Cykelby - R for Rungstedlund Karen Blixen' er del af en spændende serie geocaches, der skal gøre det sjovt og tillokkende at cykle rundt i Hørsholm Kommune og finde skatte. Serien af geocaches bakker op om friluftskortet ”Ud i det fri”.
I Hørsholm Kommune prioriterer vi sund livsstil højt. Med projektet Hørsholm Cykelby forsøger vi at få flere til at cykle. Målet er dobbelt så mange cykelture i 2018 i forhold til 2008. Hjælp os ved at cykle så tit, du kan: snup cyklen til skole, på arbejde eller få hele familien med på en cykeltur ud i det fri! Fx for at finde geocaches.
Hørsholm Kommune har søgt og fået støtte til flere af de nye tiltag, herunder geocache-serien ’Hørsholm Cykelby’, fra både Region Hovedstaden og Statens Cykelpuljer.
www.horsholm.dk/cykelby
Måske vil du også prøve denne? Karen Blixen, som er udlagt af bernbom.