Tillykke!
Du har fundet en af flere cacher, som er lagt ud i forbindelse med FDF og KFUM & KFUK's internationale projekt "Minglabar Myanmar - Fundament for Forandring".
Projektet er med til at støtte etableringen af et frivillighedshus i Yangon, Myanmar. Her kan unge burmesere komme på kursus, og sammen med unge danskere lære om frivillighed og medborgerskab. Sammen kan vi lægge et fundament for forandring for en stærkere fremtid for Myanmar.
Du kan læse meget mere om projektet på www.MinglabarMyanmar.dk, hvor du også kan finde en oversigt over cacher, som er lagt ud i forbindelse med projektet.
-
I år (2014) lanceres KFUM & KFUK og FDF’s fælles internationale projekt Minglabar Myanmar - Fundament for forandring, hvor man med base i Yangon sammen med lokale partnere starter et frivillighus. Frivillighuset skal være en "hub" for uddannelse af unge frivillige i hele Myanmar, med hjælp fra danske såvel som lokale kapaciteter.
Du står nu i starten af Montanagade, hvor KFUM og KFUK’s opgang på Frederiksbjerg ligger. Her bor unge, som er aktive i frivilligt arbejde i KFUM/KFUK, rundt omkring i Aarhus.
I Myanmar bor omkring 73 procent af befolkningen på landet, mens 33% bor i storbyer som Mandalay og Yangon. På trods af den stigende urbanisering lever befolkningen i byerne under kummerlige forhold, ofte med begrænset adgang til elektricitet og kloakering. Som effekt af Briternes koloniemperie er både Mandalay og Yangon opbygget i kvadrater, med snorlige gader lagt ud fra bymidten for at skabe bedre overblik og tilgængelighed i byerne, og byernes beboere lever stadig i mange tilfælde i fattigdom.