Nissen hjemme hos os spiste risengrød, som blev stillet op på loftet til ham. Ja, jeg opfattede helt klart nissen som en ham.
Ude i køkkenet havde jeg en sok hængende, så nissen kunne lægge slik og godter i den. Men sokken hang på væggen og jeg kunne ikke begribe, hvordan nissen kunne komme derop. Min mor forsikrede mig om, at nisser kunne en helt masse ting, vi mennesker ikke kunne og derfor var det intet problem at få lagt noget i sokken. Jeg forholdte mig skeptisk!
En eftermiddag blev jeg i tvivl om, om det nu også var rigtigt, det min mor fortalte mig. Jeg syntes åbenbart det var længe siden, nissen havde været der, så jeg måtte hjælpe. Jeg foldede derfor en æske af papir og satte snore i og sørgede for, at de blev sat op til sokken. På den måde kunne nissen kravle op i æsken og hejse sig op til sokken med godterne. Jeg var overbevist om, at nissen var meget taknemlig.
Jeg tror stadig, nissen bor i huset, selvom der ikke er så meget at gøre længere, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra. Når jeg ikke oplever nissen, kan det også være fordi, den bor udenfor og i stedet passer på de forskellige geocaches i Mejrup. I hvert fald håber jeg, at han vil passe på denne cache og give dig en hyggelig oplevelse på din færd.
Vær venligst forsigtig med cachebeholderen. Der skal ikke bruges vold, men måske lidt fingersnilde. Rigtig god fornøjelse!