Denne cache er en del af serien M15, som er udgivet i forbindelse med DK Megaevent 2015 med temaet middelalderen. Serien består af 14 traditionelle og en bonuscache - sørg derfor for at notere koderne i hver boks - dem får du brug for, hvis du vil finde bonuscachen.
This cache is a part of the M15 series, which are released at the middleage themed DK Megaevent 2015. The series consists of 14 traditional caches and a bonus cache - please make sure to note the codes in all of the boxes - you're gonna need them if you want to find the bonus cache.
*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*
Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.
Således indledes Jyske Lov. Jyske Lov blev givet af Valdemar 2. Sejr i Vordingborg 1241. Loven er den første generelle rigslov for Danmark. Det var dog først efter middelalderen, loven blev landsdækkende - indtil da, havde den kun været gældende for Jylland, Fyn og de omkringliggende øer. Sjælland og Skåne havde hver deres egne love på dette tidspunkt. Dengang var lovene normalt skrevet på latin, men ikke Jyske Lov, som var skrevet på dansk. Den blev først senere, i 1300-tallet, oversat til latin, og i 1400-tallet til nedertysk for de ikke-dansktalende sønderjyder. Det ældste kendte eksemplar kan man se på Det Kongelige Bibliotek.
Jyske lov er inddelt i 3 bøger med en fortale. Denne har flere paralleller til datidens ideer og principper om lovgivning og kongemagtens opgaver i udlandet. Originalen er ikke bevaret, men der findes ca. 75 håndskrevne afskrifter, hvoraf den ældste, Codex Holmiensis, menes at være fra 1276. Dermed er det det næstældste middelalderhåndskrift på dansk.
Loven er opbygget med talrige kapitler i hver bog - og hvert kapitel har en kort og dækkende overskrift, så det var til at finde rundt i de mange bestemmelser. At loven er skrevet i et meget konkret sprog, afspejler den måde, man levede på i middelalderen. På den måde kan man få et indblik i, hvordan man levede på den tid, og hvilke problemer, man havde. Sproget, loven er skrevet med, er klart og enkelt sagligt dansk.
Indtil 1100-tallet var samfundet præget af, ikke at have nedskrevne love og regler, som blev utilstrækkelige, da samfundsforholdene ændrede sig på denne tid. De ændrede sociale og økonomiske forhold betød, at kongemagten ved Jyske Lovs udstedelse nu blev opfattet som en nødvendighed for lovgivningsarbejdet, og at kirken havde en interesse i at støtte den kongelige indflydelse på lovgivningen.
Jyske Lov gjaldt helt indtil 1683. hvor Christian Vs Danske Lov ophævede Jyske Lov - lige med undtagelse for Sønderjylland, hvor Jyske Lov gjaldt indtil 1900, hvor tysk lovgivning overtog.
Jyske Lov var en af de første tekster i Danmark, der blev trykt, da bogtrykkerkunsten kom til landet.
Kilder: historiefaget.dk - denstoredanske.dk - kum.dk - middelaldertekster.dk - kb.dk