Denne cache er en del af serien M15, som er udgivet i forbindelse med DK Megaevent 2015 med temaet middelalderen. Serien består af 14 traditionelle og en bonuscache - sørg derfor for at notere koderne i hver boks - dem får du brug for, hvis du vil finde bonuscachen.
This cache is a part of the M15 series, which are released at the middleage themed DK Megaevent 2015. The series consists of 14 traditional caches and a bonus cache - please make sure to note the codes in all of the boxes - you're gonna need them if you want to find the bonus cache.
*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*-*
Når mennesket har skullet i kamp, har man altid prøvet at beskytte sig selv bedst muligt. Dette både med skjolde og med beklædning.
I middelalderen begyndte man at lave skjoldene trekantede med en buet overside i stedet for runde eller firkantede, så man kunne beskytte kroppen, men samtidig bruge benene frit. Ridderne havde mindre trekantede skjolde, da de skulle kunne bære dem, når de var til hest. Disse skjold havde en rem, så de kunne hænge omkring ridderens hals. Når skjoldet ikke var i brug, hang det på ridderens ryg.
Det var også i middelalderen, man begyndte at male våbenmærker på skjoldene, for at kunne skelne mellem venner og fjender, når man var i kamp.
De første rustninger var brynjer - metalplader, der var sat fast på et underlag af skindtøj eller dragter, der var forstærkede. Til at begynde med var brynjerne lavet af kobber, men sidenhen af bronze og jern.
Senere gik man over til at bære ringbrynjer: Små ringe, der blev sat sammen til en trøje, som vejede 10-14 kg. For at beskytte sig selv, havde ridderen noget blødt tøj på inden under ringbrynjen, da den ikke var særlig behagelig at have på, og for at tage evt. stød og slag. Også hovedet var beskyttet af en ringbrynje - en såkaldt brynjehue, som minder om en elefanthue, der beskytter hals og hoved. - Oven på denne havde ridderen en hjelm. Også bukserne var lavet af metalringe - brynjehoser.
For at lave en ringbrynje, skal man først lave en metaltråd, som skulle vikles om en træstok, for at få samme størrelse på dem alle. Ringene blev derefter klippet op, og enderne gjort flade, så der kunne laves et hul i disse. Så blev ringene flettet sammen - 4 ind i hinanden - og samlet med en nitte. Dermed kunne man bruge op mod 100.000 ringe til en ringbrynje.
Da ringbrynjen var lavet af jern, rustede den let - derfor lagde man den i en tønde med sand, som dermed kunne slibe den, når man trillede med tønden.
Men ringbrynjen beskyttede ikke særlig godt, da den var blød. Ridderen kunne dermed stadig komme til skade ved hårde slag, og derfor fandt man på at forstærke ringbrynjen med pladerustningen. Ridderen fik sat plader uden på sin ringbrynje, så overkroppen, hovedet og benene var bedre beskyttede.
En rustning vejede ca. 20 kg, og var så fleksibel, at ridderen stadig selv kunne rejse sig, hvis han faldt af hesten.
Rustninger var dyre - derfor var det kun de rigeste, der havde råd til at få lavet en. Den blev så også lavet efter mål, lige som man i nutiden kan få syet et sæt tøj hos en skrædder. De mindre rige havde dog mulighed for at købe færdiglavede rustninger..
En rustning bestod af flere dele: benpanser, fodpanser, kyras (plader, som dækkede bryst og ryg, og som blev holdt sammen med lædersnørre), armpanser, skulderpanser, stridshandsker (læderhandsker med plader udvendigt) og selvfølgelig en hjelm.
Hjelmen kunne se ud på mange måder, men det var en vigtig del af en ridders beskyttelse. I 1100-tallet blev hjelmene større, og dækkede hele ansigtet - første type blev kaldt en tøndehjelm, da den lignede en tønde med deres flade top. Der var sprækker til øjnene og huller til at kunne trække vejret igennem. Tøndehjelmen hvilede direkte oven på hovedet af ridderen.
Tøndehjelmen blev dog hurtigt erstattet af en hjelm med en mere spids top, da det var for let for ridderen at slå hovedet, hvis han fx blev slået oven i hjelmen med et sværd. Den mere spidse form gjorde, at slaget prellede af. Man begyndte også at lade hjelmen hvile på skuldrene, og sat fast med remme, så den ikke faldt så let af, som tøndehjelmen gjorde.
I 1300-tallet kom hundesnudehjelmen frem. Hjelmen havde nu fået et visir til at beskytte ansigtet. Visiret kunne slås op, men havde også smalle sprækker, så ridderen kunne se ud igennem det.
Jernhatte var også populære blandt middelalderens riddere fra 1400-tallet. Indtil da var det fodfolket, der havde brugt jernhatten. Jernhatten var en åben hjelm, som var noget lettere end de store hjelme. Med tiden fik jernhattene dog side- og bagstykke sat på. Jernhatten gav en god beskyttelse mod slag fra siden og ovenfra.
For at trække i en rustning, måtte ridderen have en eller to væbnere til at hjælpe sig. Men så tog det også kun omkring 15 minutter at få den på. Det meste af rustningen var nittet sammen, så der var ikke så mange dele, man skulle have på. Først skulle han have noget blødt, polstret tøj, samt ekstra bandager omkring knæene. Og så blev han ellers iført rustningen nedefra og op. Det sidste, han tog på var hjelmen - den kom som regel først på, lige inden han skulle i kamp.
Der var forskel på, om rustningen skulle bruges til kamp eller turnering. Tuneringsrustningen var ofte lavet af tykke metalplader, som var forstærket i venstre side, som var den, der vendte mod den anden ridder til turneringen. At rustningen var tungere betød dog ikke så meget, da ridderen ikke skulle have den på så længe. Hjelmen til turneringerne var også anderledes - en frøhjelm - ridderen kunne kun se ud af den, hvis han lænede sig frem. Lige inden ridderne ramte hinanden, rettede de sig op, og dermed blev deres øjne beskyttet mod lanserne. Turneringerne var ment som træning og opvisning og ikke at slå hinanden ihjel. Derfor var lansen heller ikke spids.
Kilde: Rustninger af Nette Kornerup, forlag Malling Beck, 2003