-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size: 
(regular)
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
Denne Cache er lagt ud for at andre borgere og geocachere kan få ny viden om denne stormomsuste landsdel af Danmark. Når du har fundet Cachen, så gå ud til hjørnet af Thistedlandevej og Bulbjergvej, der, hvor vejskiltet peger mod Bulbjerg, se mod sydvest, 280 grader, det er over mod bakkerne, der, nogle få meter fra vejen du står ved, lå der i begyndelsen af 1900 tallet et meget stort teglværk. Kvolsbjerg Teglværk.
Teglværker og kalkbrænderi
For mange husmænd vesten Bjerget og på Kæret var arbejdet på de to teglværker
i Lild sogn et supplement til hjemmets indtægter. Hvornår de to teglværker
startede produktionen af sten, ved man ikke nøjagtigt, men det har nok været
omtrent samtidigt og muligvis i 1880’erne. Vilhelm Odgaard, Frøstrup, fortæller,
at hans far, Peder Odgaard, overtog både teglværket og ejendommen umiddelbart
nord for ved sit giftermål med Johanne i 1894. Det var Kvolsgård
teglværk, og det havde navn efter gården, der lå lige syd for teglværket, og som
blev udstykket i 1870’erne, og hvoraf kun stuehuset blev tilbage. Det meste af
jorden fra Kvolsgård blev lagt til Peder Odgaards ejendom. Kun ca. 1 km derfra
lå Kvolsbjerg teglværk ved Bulbjergvejen. Selvom de to teglværker lå så nær ved
hinanden, og man umiddelbart skulle tro, det var samme slags ler, de fremstillede
sten af, da begge teglværker hentede det i bakkekæden i området, var det færdige
produkt ikke ens. Kvolsbjerg teglværk gravede rødler ud af bakkerne i nord
og fremstillede røde mursten, mens der på Kvolsgård teglværk blev hentet blåler
ud af bakkerne lige øst for stedet, og når stenene blev brændt, blev de til gule
mursten.
Kvolsbjerg teglværk var det største af de to med omkring en snes folk i arbejde,
og her blev der produceret sten hele året. Teglværket var ejet af »fremmede» - vist
nok fra Aalborg - og det var en bestyrer, der stod for den daglige drift. Det er
forøvrigt bestyrerens bolig, der som det eneste af teglværket er tilbage, og som
nu er fritidsbolig. På Kvolsbjerg skete brændingen af stenene i en ringovn, og det
fungerede på den måde, at når et hold sten var færdigt, fyldtes nye i ovnen.
Ovnen var oval og inddelt i rum. Imellem rummene var der sat en art brunt
papir, og hvor mærkeligt det end lyder, modstod det varmen/ilden. Når en
»rumfuld« sten var færdige, slog man hul i papiret, og så kunne næste »rumfuld«
brændes - og så fremdeles.
Ovnen på Kvolsgård teglværk var en højovn, hvori både kalk og sten blev brændt
i samme omgang. Altså teglværk og kalkbrænderi under et.
Kvolsgård teglværk fremstillede sten periodevis og kun i sommerhalvåret.
Hvor langt det halvår blev, varierede fra år til år, afhængigt af, hvor hård og lang
vinteren var. I de måneder, teglværket var i gang, var 5-6 personer beskæftiget
foruden P. Odgaard selv og hans fem sønner, der helt fra drengeårene deltog i
hele arbejdsprocessen. Leret blev hentet i bakkerne lige øst for teglværket.
Det blev gravet ud med skovle og læsset i en tipvogn og fragtet ned til ælteværket,
som blev trukket af en petroleumsmotor. Blåleret blev blandet med sand,
hentet på ejendommens matr. nr. under et tyndt muldlag, og det rette blandingsforhold var vigtigt. Det var Chr. (Kræn) Rotbøll, der fyldte i ælteværket, og
han havde absolut føling og håndelag for, at det blev gjort på rette måde hver
gang. Den færdige blanding blev derefter presset igennem en snegl og ud gennem
en form, for derefter at blive skåret fra i tre sten ad gangen og læsset på en
trillebør, kørt ind i tørreladen og sat på hylder, hvor de skulle tørres. Det var som
regel en af P. Odgaards drenge, der stod ved afskærerbordet, og det var altid Kristen Bruse, der kørte stenene på plads i tørreladen.
Der blev også lavet håndstrøgne sten på Kvolsgård teglværk, men det foregik på
en hel anden måde. Så blev leret æltet i et rundt hul i jorden fyldt op med blåler,
og æltningen foregik på den måde, at en hest blev drevet rundt af en af drengene,
og den trak en hestegang rundt med et hjul. Når leret var æltet færdigt,
kom det op på et bord, og ved det stod Kræn Møller og klaskede det i en form
med de bare næver. I formen var der kun plads til tre sten, og når leret var fyldt
i formen, blev det glattet med en rund stang og derefter lagt ud på den flade jord,
og når stenene havde ligget der et par dage, skulle de skilles ad og rejses på
højkant. Det med at ordne de håndstrøgne sten var et arbejde, Nora og Lars
Røge tog sig af. Begge slags sten blev lavet det ene år og så brændt det næste år.
Stenene skulle lagres og være så tørre, at de ikke kunne fryse, og de måtte heller
ikke udsættes for regnvejr før brændingen. I tørreladen blev de sat op - stablet/
stakket - efter et bestemt system, så der var luft imellem dem under lagringen.
Også i ovnen skulle de stables på en bestemt måde. Som nævnt blev der lavet
»håndstrøgne» sten, men både dem og de andre »fabrikssten» var jo i realiteten
»håndarbejde», da alle led i arbejdsprocessen blev styret manuelt lige fra udgravningen
af leret i bakken til udkørselen - på- og aflæsning - af de færdige sten. Al
udkørsel af sten og kalk, hjemkørsel af limsten, kul og brænde blev besørget af
P. Odgaard selv eller en søn og foregik med egne heste og vogne. Ved siden af
teglværket skulle landbruget også passes, så der var nok at se til i sommerhalvåret.
Til Kvolsbjerg teglværk hørte der ikke landbrug.
Når tipvognen var ledig, blev den gerne brugt som legetøj for omegnens små
og store børn. Blåleret i bakkerne ved Kvolsgård teglværk var af en så fin og stenfri
kvalitet, at pottemager Jensen i Østerild fik sine forsyninger der og brugte det
til fremstilling af sine pottevarer - fade - skåle - kander m.m., som han iøvrigt
kørte rundt med på hele Hannæs og solgte.
»Det var nok teglværk, vi drev« - fortæller Vilhelm Odgaard, »men vi brændte
også kalk«! - og det havde sin helt egen arbejdsgang, som absolut var et slæb. Der
gik meget arbejde forud, før P. Odgaard eller en af sønnerne med hestekøretøj
kunne levere den færdigbrændte kalk til større byggerier eller i mindre portioner
til kalkning og reparation af huse og gårde på hele Hannæs. Gjaldt det store portioner
kalk, blev det leveret løst i vognen, mens de mindre portioner blev fragtet
i sække. Leveringen skulle helst ske i tørvejr, da det ellers var særdeles
ubehageligt for kusken. Den brændte kalk skulle læskes med vand, før den var
anvendelig, men ikke så gerne med regnvand i vognen.
Kalken blev lavet af limsten, som blev hentet ved Bulbjerg eller i Thorup Kløv.
Længe før Vilhelm Odgaard arbejdede med limsten, blev der savet sten ud af
teglværk.
Bulbjerg-knuden, og mange huse på egnen blev bygget af dette materiale. I alle
de år, der blev brændt kalk på Kvolsgård teglværk, blev limstenen hentet på
stranden ved Bulbjerg. Vind og vejr - frost og tø - bevirkede, at store stykker
limsten brækkede af klinten og lå i uhåndterlige stykker i store dynger på stranden,
og det var især om foråret og i forsommeren, at P. Odgaard og hans hjælpere
var derude og sprænge limstenen i mindre stykker, så det var muligt at læsse
den på en vogn i små portioner og køre den op bag den første klitrække, hvor
den blev lagt til senere afhentning efter behov.
En stor part af den limsten, der blev brugt, blev hentet i Thorup Kløv, hvor
man stadig på daværende tidspunkt savede limsten af store stykker, der med
hammer og kiler blev hugget ud af bakken. Det var de stumper, der blev til overs
ved udsavningen af sten, som med hestekøretøj blev kørt til Kvolsgård teglværk
og brændt til kalk. Selvom det var en lang og sej transport fra Thorup Kløv til
vesten Bjerget, var sprængningen af limsten ved Bulbjerg og opkørselen fra stranden
absolut mere farligt og hårdt arbejde, og netop det at hente limflager, husker
Vilhelm Odgaard som den værste del af arbejdet ved teglværket.
Ved sprængningen af de store stykker på stranden anvendtes der noget
sprængstof, som hed »Erolit«. Det var et effektivt og farligt sprængstof med en
lang lunte i enden af en tubelignende sprængladning, der skulle klistres fast på
flagerne med et par håndfuld ler - medbragt hjemmefra, og så var det ellers om
at komme i tilbørlig afstand af »fyrværkeriet«, når det gik af. Brugsanvisningen
advarede på det strengeste mod at gå hen til en »fuser». At det ikke bare var en
tom trussel, fik de tre mænd, der var i færd med arbejdet, at se en dag, da det var
meget besværligt at få sprængladningen anbragt mellem limflagerne. De tog en
temmelig lang stålstang og stak ned i sandet ved dyngen, og den holdt sprængladningen
på plads, men da sprængningen var overstået, var stålstangen bøjet
som en flitsbue.
Dagen efter var de samme tre mænd: Anders O. Andersen (Ajs August), P.
Odgaard og sønnen Vilhelm igen ved Bulbjerg for at sprænge limflager, men da
udeblev sprængningen, efter at lunten var brændt af. Efter forgæves venten på
braget et stykke tid mistede Ajs August tålmodigheden, og på trods af råb med
advarsler fra de to andre løb han resolut hen og greb »krabaten« med de bare
næver og bar den foran sig på maven ud i strandkanten og kylede den i havet! -
Der skete intet - men hvad kunne der ikke have været sket. De havde jo dagen i
forvejen tydeligt fået demonstreret, hvilke kræfter der var i »tuben«! Den episode
glemmer Vilhelm Odgaard ikke uden videre.
Meget rationelt blev sten og kalk (limsten) brændt i samme ovn og på én gang.
Kalken var forneden og stenene foroven i højovnen, og øverst var brændte sten
klinet fast med ler for at holde på varmen og derved udnytte den helt. Under
brændingen slog det øverste revner, og det var lidt en fornemmelsessag eller en
synsvurdering at bestemme, hvornår de gule mursten var tilpas brændt. Det
krævede en vis erfaring, og den havde P. Odgaard og den ældste søn Niels. Det
var nødvendigt at lade stenene afkøle et par døgn, før de kunne tages ud af ovnen.
I mange år blev der fyret med tørv, men da ejendommens tørveskær var
opbrugt, blev der anvendt kul. Under 1. verdenskrig 1914-18 gik teglværket helt
i stå, fordi det var umuligt at få kul. Det kom på markedet igen, da krigen var
forbi, men det var blevet temmeligt dyrt, og så gik de på teglværket over til delvist
at fyre med brænde fra Østerild plantage. Det blev hentet hjem med egen
befordring, som det også var sket med kullet, der ankom med banen til Frøstrup.
Der var længere vej til plantagen, og der skulle meget brænde til, idet der skulle
fyres både nat og dag i 4-5 døgn, før en ovnfuld kalk og sten kunne meldes færdig.
Folkene måtte skiftes til at våge og fyre. Om natten blev der dog fyret med
kul, da det var nemmere at holde varmegraderne med det end med brænde fra
skoven. Men der var mindst aske ved at fyre med brænde, og fyrbøderen var
renere. Ajs August tog ivrigt del i fyringen uanset tidspunktet af døgnet.
Kalken og tildels også stenene var altid solgt i forvejen, hvorimod Kvolsbjerg
teglværk som regel havde varer på lager. Alle medhjælperne ved teglværket var
naboer, og Vilhelm Odgaard betegner dem alle som flinke, villige og dygtige folk
og føjer til, at det bestemt ikke var nogen fed forretning at være arbejder på et
teglværk den gang. Han mener at kunne huske, at daglønnen kun var 2 kr. Men
det var nøjsomme folk, og derfor var det en kærkommen skilling i husmandshjemmene,
hvor ikke mindst konerne sørgede for, at det kunne slå til.
De sidste sten blev lavet på Kvolsgård teglværk d. 22. september 1925. I dag
er kun en del af tørreladen tilbage. Hvornår Kvolsbjerg teglværk indstillede produktionen,
foreligger der ikke noget præcist om, men det er sandsynligt, det var
omtrent samme tid. Mange huse på Hannæs - både i syd og nord - er bygget af
sten fra de to teglværker.
Længe før man begyndte at brænde limstensflager til kalk, blev limstenen
brugt som byggemateriale på egnen. Man savede limstenene ud af klinten ved
Bulbjerg og byggede huse på egnen af dem. Den almindelige størrelse på disse
sten var 6x12x4 tommer og helt frem til første halvdel af 1920’erne, blev der
savet sten ud ved Klim. Også ved byggeriet af Lild kirke blev disse sten - omend
større - anvendt til indvendig brug. Man hævdede, at limstensmure var lune, for
de kunne både ånde og svede.
Er man intreseret i yderlige oplysninger om egnen, så er bogen " Hannæs - folk og egn " en rigtig god bog,
se blandtandet de flotte fotos af Badehotellet, som lå ude på toppen af Bulbjerg og de flotte malerier i festsalen.
Grunden hvor teglværket lå på er privat område, færdsel er IKKE tilladt, TAK.
Additional Hints
(Decrypt)
Fr wre tbqg sbe, qrg, V tåe cå, re zrtrg hwæiag.