Klitmøller er en by og tidligere Ladeplads i Thy, beliggende 10 km sydvest for Hanstholm og 17 km nordvest for Thisted. Byen har under 1000 indbyggere , men dette befolkningstal mangedobles i sommerhalvåret grundet sommerhusgæster. Byen hører til Thisted Kommune og ligger i Region Nordjylland
Navnet Klitmøller stammer fra, at der omkring år 1600 lå tre møller i byen helt ude ved Vesterhavet omgivet af klitter. Møllerne lå ved åen, der går fra Vandet Sø til Vesterhavet og disse møller blev brugt til at male korn beregnet på eksport til Norge. Omkring 1600 fandt de første optællinger af byens indbyggere sted. Byen blev kendt for sin skudehandel med Sydnorge. Dens beliggenhed i en bugt med gode landingsforhold og de kun 110 km til Norge gjorde den til et vigtig udskibsningssted. Man benyttede sig af en bestemt type skibe, kaldet sandskuder som næsten udelukkende kendes fra denne form for sejlads. Skibene var fladbundede og var konstrueret på en sådan måde, at de kunne trækkes op på land om vinteren. I Sydnorge var der mangel på madvarer, så hovedeksporten bestod af korn, rug og andre landbrugsprodukter. Med sig tilbage havde sandskuderne tømmer fra de norske skove, som der var mangel på i Thy på daværende tidspunkt. Byen var derfor længe af meget stor betydning for hele området, da den på det tidspunkt var den mest betydningsfulde handelsby i området. Flere af skudeskipperne formåede da også at blive umådeligt rige efter datidens forhold. En af de ting, der havde stor betydning for Klitmøllers succes, var, at Agger Tange var lukket, og man kunne dermed ikke komme ind i Limfjorden med skib, medmindre man sejlede omkring Skagen og ind på den østlige side af Jylland. Det gjorde, at specielt købmændene fra Thisted handlede med skudeskipperne i Klitmøller, men der var desuden en direkte vej mellem Klitmøller og Aalborg, hvilket beskriver lidt om den store handel, der foregik i området. Skudehandelen foregik flere steder langs den nordvestjyske kyst, men vigtigst af alle stederne var Klitmøller. Byen havde sin storhedstid mellem år 1660 og år 1810 og mistede sin daværende centrale betydning, da havet brød igennem ved Agger Tange, og der dermed blev fri passage for sejlads ind i Limfjorden.
Fordi Klitmøller fungerer som turistby hele året, findes der et varieret udbud af forretninger. I nyere tid er mange af de gamle fiskerhuse blevet renoveret, og der er bygget nye parcelhuse og almennyttige boliger.
Før fiskerkutterne i 1967 blev flyttet til den nye havn i Hanstholm, var Klitmøller et driftigt fiskeleje, og hele miljøet fra dengang er stadig bevaret. Der drives fortsat lidt fiskeri fra Klitmøller, men i dag er stedet især kendt som et af områdets vigtigste fritidscentre.
Ved den gamle landingsplads ligger den tolv meter lange fiskekutter Bellis T97 som minde om en svunden tid, hvor man hver dag trak bådene op på stranden.
Der er gode muligheder for badning og Surfing. Ofte bliver byen nævnt som "Det kolde Hawaii og det er specielt disciplinen Waveperformance inden for Windsurfing, der er optimale forhold for. Byen har været vært for de danske mesterskaber i Waveperformance stort set hele vejen op gennem 1990'erne samt EM i 1996 og VM i 1998. Den relativt nye sport Kitesurfing har også fået mange udøvere fra Danmark og udlandet til at drage til Klitmøller, hvor der er ofte er stærk vind og store bølger.
Der er mange muligheder for overnatninger, varierende fra sommerhuse til værelser. Mange udlejningsbureauer har etableret sig i byen og der er to autoriserede campingpladser.
Cachen ligger ikke på de opgivne koordinater, men på startkoordinatet skal du løse en field puzzle. Du finder A, B, C, D og E. Disse skal du anvende for at finde de endelige koordinater. Cachen ligger så på:
N 55 DA.(E+2)C(B-6) 12 (A+1)B.BC(E+2).
Læg cachebeholderen ordentligt på plads, når du har logget den.