-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size: 
(small)
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
Bulbjerg Badehotel. Hotellet blev opført 1907 som Badehotel for Københavnske og andre turister som gerne ville skifte by luften ud med frisk havluft. Den Tyskerne hær fjernede Hotellet i 1944, efter at have brugt det i 4 år. Badehotellet lå på denne pos. N57 09.458 E009 01.536, men det eneste der er tilbage er skoststens fundament, hvis man kikker GODT efter.
Bulbjerg, En virkelig fortælling fra det yderste Danmark mod Vest, hvor det er havet der bestemmer. Den tiltagende bilisme i 1920’erne var medvirkende til, at der kom en øget interesse for både Bulbjerg og Lildstrand, bl.a. som udflugtsmål. I Lildstrand blev der i 1927 indrettet pensionat til feriegæster hos fisker Martin Guldhammer. Værelserne til de ferierende blev lejet rundt om i husene i fiskerlejet. Ved Sandnæshage i Lildstrand blev der desuden i 1933 opført et bygningskompleks kaldet »Sandnæshus«. Det skulle være hotel. På grund af nogle økonomiske vanskeligheder blev bygningen i starten ikke anvendt til dette formål, men nogle år før krigen blev den købt af Københavns kommunelærerforening som feriekoloni for københavnske skolebørn. I besættelsesårene tog tyske soldater den i besiddelse, men der var ingen kakkelovne i huset, så det begrænsede opholdet der en del. Efter krigen blev Sandnæshus igen taget i anvendelse til feriekoloni for københavnerbørn, og det fortsatte til sidst i 1960’erne. I 1972 blev Sandnæshus solgt til hotelformål og ombygget. Ægteparret Kvist fra Aars drev det nogle år, og forpagtede det derefter til Ove Pedersen. Senere havde Mie og Lasse Christensen det og drev hotelvirksomhed. Efter at Sandnæshus i nogle år stod ubeboet, er det nu i privateje og bruges af flere familier til fritidshus. De første egentlige sommerhuse i Lildstrand blev opført i starten af 1930’erne. Det var, inden kystlinien blev fredet for bebyggelser, og de fleste af disse sommerhuse lå temmelig nær ved havet. I de år, da fiskeriet blomstrede, og der boede flest mennesker ved Lildstrand, var det meget almindeligt, at de fastboende i sommertiden lejede deres private bolig ud til feriegæster/badegæster. Beboerne flyttede så selv i baghuset eller på loftet, eller som Anna og Chr. Sørensen i et redskabshus ved landingspladsen. For badegæsterne betød det meget, at der var liv og aktivitet ved havet og landingspladsen, og det sørgede de mange kystbåde for. Også ophalingsspillet var og er tiltrækkende, men ikke ufarligt for ukyndige og nysgerrige. Denne form for indkvartering af badegæster i private hjem praktiseres ikke mere ved Lildstrand. I de godt 100 år, Lildstrand har eksisteret, har befolkningen, der bor der, altid haft et godt sammenhold, der bl.a. viser sig ved festlige lejligheder, hvor alle inviteres med, og ved begravelser er så godt som alle hjem repræsenteret. En specialitet af stor seværdighed på egnen er Bulbjergknuden med limstensskrænterne og Skarreklit, og stedet har altid haft en dragende magt over mennesker fra nær og fjern. Af dem, som boede nærmest, var det oftest nød og trang, der drev dem til Bulbjerg, hvad enten det nu gjaldt fiskeri fra kysten eller arbejdet med at save limsten ud af klinten. Det var især det sidste, der blev hentydet til, når der om en mand fra de barske og karrige egne her blev sagt, at »han gik til Bulbjerg«. At der tillige kunne være værdifulde gevinster at hente på stranden for disse fattige og stræbsomme mennesker, skal også nævnes. I disse år omkring århundredskiftet var det mondænt at rejse til havet, og byernes bedre borgerskab søgte ud til naturen og de såkaldt »naturlige mennesker«. Modebølgen nåede også denne del af vestkysten, og et af de synlige resultater blev opførelsen af et stort badehotel på toppen af Bulbjerg. Nogle år forinden var Bulbjerg draget ind i overvejelser og spekulationer på grund af det dengang påtænkte anlæg af en havn ved Sandnæshage. Efter en tid med stilhed om dette emne stod det at læse i Thisted Amts Tidende i 1905, at »bjerget« af ejeren hr. Chr. Lund, Nørklit, er solgt for 5000 kr. til et badehotel. Opførelsen af badehotellet skete allerede i 1907, og bygherrerne var sagfører Mikkelsen og tømrermester K. Nielsen, Thisted. Det var vanskeligt at få materialet ført derud ad de dårlige veje, og opførelsen kom til at koste ca. 70.000 kr. Men så var det også indrettet efter nutidens bedste mønstre. Ejerne af hotellet havde i nogle år en kelner til at ordne beværtningen, men senere fik frk. Mejlby, Århus, det i forpagtning. På et tidspunkt købte hun det og var værtinde med succes frem til 1938. Da blev hotellet afhændet til en hr. Iversen og fru Jensen, der allerede i 1940 måtte acceptere, at tyskerne tog hotellet i besiddelse ved ganske simpelt at beslaglægge det. Kunstmaleren Gustav Fenger, hvis far en tid var læge i Thisted, udsmykkede hotellets sal nogle år efter opførelsen. En juli-søndag 1913 blev den nye, smukke sal indviet i overværelse af en del af egnens beboere og mange thistedborgere, der med glæde og beundring beså de smukke billeder og dekorationer, der slyngede sig salen rundt. Ifølge avisreferat var det største og smukkeste billede det, som dannede salens baggrund. På billedet så man toppen af Skarreklit med en ørnerede, som i gamle dage skal have ligget deroppe. Nedenunder lå havet i magsvejr. Ved siden af dette billede var et andet, hvor himmelen var overtrukket med mørke skyer og havet i heftigt oprør. Også et klitparti i billedrækken fremhæves. Det var malet på den forreste væg og var en meget naturtro afbildning af klitten. Som en afrunding af avisreferatet oplyses det, at Bulbjerg badehotel netop på dette tidspunkt havde så mange badegæster, som hotellet på nogen måde kunne rumme. Hvert eneste værelse var taget i brug. Og det tilføjes, at der da også kun få steder langs vore kyster findes en natur så smuk og ejendommelig som denne og måske intet sted, hvor badegæsterne kunne færdes så ugenert som herude på denne afsides strand. Tilstrømningen af ferierende badegæster fra hele landet og enkelt-dags-gæster fortsatte i årene derefter - også i krigsårene 1914-18. Af flere annoncer fremgår det, at der er radiokoncerter på hotellet om eftermiddage og bal om aftener. Ifølge en annonce holdt forfatteren Thit Jensen Fenger i 1917 en søndag eftermiddag kl. 16.30 et foredrag om »Forstandigt ægteskab«. Kunstmaleren Gustav Fenger var i disse år gift med fru Thit Jensen, og parret opholdt sig en hel del somre på hotellet. Mange gange fløj de til og fra Bulbjerg i en lille flyvemaskine med Gustav Fenger selv som pilot. En sommerdag i 1919, da Thit Jensen skulle have en flyvetur, skete der et mindre uheld med maskinen ved starten, og det resulterede i, at den lille spinkle maskine gik ned i bølgerne ved Bulbjerg, lige efter at den var startet, og Thit Jensen stod i vand til armhulerne på revlen. En beredvillig fisker, der opholdt sig på stranden, bar hende ind på det tørre, men nogle mener, at hendes had til mænd blev styrket ved denne episode, og kort tid derefter skrev hun bogen »Den erotiske hamster«. Flyvemaskinen blev bjærget i land og fragtet til Frøstrup markedsplads, hvor den stod, indtil den kunne blive fragtet videre med jernbanen. Fru Thit Jensen var dog ikke blevet mere forskrækket af uheldet, end at hun sidst i august bestilte en sergent Bjarkov til at hente sig i fly på Bulbjerg og flyve sig til Hurup, hvor hun skulle på besøg. I oktober samme år beretter avisen, at Thit Jensen har bestemt sig for selv at lære at flyve. Befordringen af gæster til badehotellet foregik dog i disse år med hestevogn og efterhånden med de få udlejningsbiler, der dukkede op i omegnen. Men der blev også sejlet til Bulbjerg. Katrine Mouritsen, født omkring århundredskiftet, fortæller om, at hun sammen med andre unge sejlede fra Hansted til Bulbjerg for at deltage i baller der. Der var altid galante unge mænd til at hjælpe pigerne i land, da båden jo ikke kunne komme helt op på stranden. Det var ved et sådant bal, at hun traf sin senere mand, Peder Mouritsen. Han var fisker fra Lildstrand, og der boede og virkede de. Ikke så langt fra badehotellet, nærmere betegnet nede i det mere flade »jordnære« terræn, var der samtidig også et pensionat. De ydre rammer og kapaciten kunne ikke stå mål med badehotellet, men gennem årene nød mange byboere ferien der i fulde drag. Trine Madsen, der var pensionatets indehaver og værtinde, tog sig godt af sine gæster. Hun flyttede selv ud i stalden og sov i båsen ved siden af koen, når husets få og små rum var fyldt op med pensionærer. Trine var ualmindelig god til at lave mad af den solide, gammeldags slags. Hun bagte brød om natten, så der var friskt brød til morgenkaffen og de blødkogte æg, og til middag serverede hun to retter, hvoraf hovedretten for det meste var fisk. Det fortælles, at engang da nogle gæster hos Trine havde fået fisk i en uge i træk, bad de hende, om de ikke kunne få serveret steg til en forandring. »Jojo« sagde Trine, »men I skal si’el gjø’ gryden ræn«! Den havde sin plads under køkkenbordet, og Trines lille hund betragtede stegegryden som sin natlige soveplads. Efterretten i Trines pensionat var bl. a. tykmælk eller grød lavet af de bær, hun selv plukkede i klit og hede. Om eftermiddagen gik Trine med sine gæster til havet i nærheden, hvor alle, som havde lyst, kunne bade. Den medbragte kaffe og kage blev fortæret i klitterne eller på stranden. Badningen foregik dengang sådan, at mændene måtte gå så langt mod Lildstrand, at pigerne tabte dem af syne. Trine havde som regel 5-6 personer boende ad gangen, og de lå overalt i huset. Pensionærerne blev hentet i charabanc ved hovedvejen, når rutebilen havde fragtet dem dertil. Det var for det meste Trines søstersøn, Axel de Lasson, der hentede gæsterne og fragtede dem til bestemmelsesstedet. Feriegæsterne var hovedsageligt kontorpiger fra Århus og mandlige teologistuderende, men også hele familier fandt vej hertil. Alle hjalp Trine med de daglige gøremål. De vaskede op og gik bud efter varer på Bjerget, og så godt som alle prøvede også at malke geden. Når gæsterne spildte på dugen, hørte det til husets skik, at de skulle dække pletten med mønter. Prisen for et ophold med fuld forplejning beløb sig dengang til 5,00 kr. pr. dag. Selvom det nok var en torn i øjet på frk. Mejlby på badehotellet, at Trine drev sommerpensionat i nærheden, behøvede hun nu ikke at frygte konkurrence fra den side. Det var vidt forskelligt klientel, der søgte stederne. Frk. Mejlby kiggede dog også af og til ind til Trine og fik en tår kaffe med hjemmebagt julekage til. Også forfatterne Thit Jensen, Inger Benzon og Esper Andersen m. fl. besøgte Trine. Hvem der har været på stedet, kan læses i Trines »Fremmedbog«, som findes i familiens eje. Da Trine var et retskaffent og religiøst menneske, var mange præster i årenes løb gæster på stedet. De gik eksempelvis på jagt med greven, som også indtog jagtfrokosten hos Trine. Snapsen manglede ikke, de medbragte den selv. Derimod havde Trine ingen snapseglas, så der blev skænket op i æggebægre - uden om Trines forståelse og velvilje. I »Fremmedbogen« skrev grev Schülin: »Til Trine vi kom, vi gæve jægere, og vi drak vand af æggebægre«! I den tid af året, Trine ikke havde pensionærer, fodrede hun sine dyr for hele dagen, når hun gik til Lild kirke. Efter kirkegangen var hun i Roelsgård resten af dagen. Fra sin tid som husbestyrerinde i »Smærup« kendte hun den ældre generation i Roelsgård særdeles godt, og da den gamle Roelsgårdmand (Jens P. Roelsgaard) med sønnen Niels kom ud til Trine for at købe hendes kalv, traf sønnen for første gang sin senere ægtefælle (Grethe), som var pensionær hos Trine. Om aftenen efter disse søndagsbesøg blev hun mange gange kørt i jumbe til teglværket på Bulbjergvej eller helt hjem. Men ofte gik hun dog de lange ture medbringende to flagermuslygter. Hun skulle hjem i tide, før de fulde folk fra badehotellet kom på vejen. Den lange vej til Frøstrup missionshus, hvor Trine gerne deltog i møder, tilbagelagde hun som regel også til fods. Mange fra egnen besøgte Trine i det beskedne hus ved Bulbjerg, der ofte var ramme om festligt og fornøjeligt samvær. Men juleaften ville Trine være alene i sit hus med alle sine tilsendte breve, kort og pakker fra familie, venner og pensionærer. Så kogte hun en høne, som hun spiste halsen af denne aften, og så havde hun da også mad i huset, hvis hun skulle få besøg i juledagene. Senere på aftenen lavede hun en tår kaffe og »hent’ wusten ind«! Nogen tid inden sin død solgte Trine huset til apoteker Thornøe i Frøstrup med den klausul, at hun kunne bo der til sine dages ende. Kathrine Madsen - som var hendes navn - døde uden nævneværdig forudgående sygdom i 1944 i huset ved Bulbjerg, 86 år gammel. Hun ligger begravet på Lild kirkegård, hvor en sten fra familie og venner endnu kan ses i »Mindelunden«. Vejforholdene ud til Bulbjerg badehotel var ikke gode. Vejstrækningen fra daværende hovedvej 11 og til Bulbjerg var den såkaldte Prinsensvej, men var altså ikke af den grund videre farbar. I 1926 klagede hotelejer frk. Mejlby til kommunen over dens dårlige tilstand og anmodede om, at den snarest måtte blive udbedret. Det overlodes til vejudvalget at lade vejen istandsætte, hvilket sikkert skete, da badehotellet var et aktiv for kommunen. I de sidste år, frk Mejlby ejede hotellet, boede hun også derude i vinterhalv- året. Men hun turde dog ikke sove alene om natten i det store hus og havde derfor en aftale med ugifte Andrea Badstue fra Kæret om, at hun skulle gå til hotellet og sove hver nat. Var vejret meget dårligt, blev hun der om dagen, men ellers var det en ordentlig motionstur morgen og aften for Andrea. For at være helgarderede om natten hængte de to enlige kvinder en herrehat gen i hotellets forgang, så evt. ubudne mandlige gæster kunne få indtryk af, at der var mandfolk i huset også! Sommeren 1934 købte forfatterforeningen en ejendom i Bulbjerghuse med ca. 40 tdr. land, hovedsageligt bestående af lyng og klitter med marehalm, mose og al den dejlige vegetation, der hører den slags til, f. eks. blåbær, tranebær og sortebær. Hensigten med købet var, at forfatterforeningens medlemmer her skulle have et fristed til at tænke og skrive. Huset stilles gratis til rådighed med møbler og nødvendigt husgeråd fra midt i maj til sent på efteråret efter nærmere aftaler. Det var fru Thit Jensen, der tog sig af indretningen og istandsættelsen efter købet, og den første, der tog huset i besiddelse i sommeren 1935, var den dramatiske forfatter Soya. På det tidspunkt udtalte Thit Jensen til avisen sin store begejstring for Bulbjergegnen, som hun var særdeles godt kendt med fra de mange ophold på badehotellet. Hun overvejede selv at bygge et hus på forfatterforeningens grund, som påtænktes udstykket til forfattere, men nølede på grund af de mange rejser, hun foretog i forskellige udlande i disse år. Udstykningen af grundene blev aldrig til noget. De sommerhuse, der blev bygget ved Bulbjerg efter krigen, måtte senere fjernes, hvis ikke der forelå en dispensation. Altsammen et resultat af lokalplanen og fredningen af Bulbjergknuden. Selvom der var mange kræfter i gang for at rejse et hotel på Bulbjerg efter krigen, blev det aldrig til virkelighed. Fredningen satte en endelig stopper derfor. Men stedet besøges årligt af et stort antal turister. Vejen er asfalteret derop, og der er lavet parkeringsplads på toppen og indrettet toiletter i en af tyskernes efterladte bunkers. I 1978 - i september på en valgdag - brækkede Skarreklit, og den øverste del styrtede i havet, men stedet er stadig meget tiltrækkende for folk af alle nationaliteter. Før holdt skarven til på Skarreklit, nu har riderne i tusindvis invaderet Bulbjergs stejle skrænter, som dermed er blevet Danmarks eneste fuglefjeld. OZ1LMC-Ib Cachen er i dag den 25-09-2019 udskiftet med en ny box og ny logbog, mvh oz1lmc-ib
Additional Hints
(Decrypt)
Cå ra onxxrgbc zrq uhy v bt få fgvxxre qra. UHFX UHFX abtrg ng fxevir zrq.