Alhedebanen (konebanen)
Forhistorien
Det var givet, at banen skulle være en statsbane, fordi det ville være umuligt at rejse kapital til en privatbane i det fattige, tyndt befolkede område. Men banen skulle også være en transitbane, der gav en mere direkte forbindelse mellem Himmerlandsbanerne og Esbjerg via Herning-Skjern.
DSB var skeptisk over for projektet, fordi transittrafikken ville gå fra DSB's andre strækninger og fordi banen næppe ville blive rentabel med det tynde befolkningsgrundlag. Men 27. april 1900 vedtog Rigsdagen at anlægge banen. Der gik dog nogle år, inden man også fandt penge til den på Finansloven.
Banen blev indviet 25. juni 1906 af statsminister J.C. Christensen. Dagen efter begyndte den offentlige kørsel med tre daglige afgange i hver retning. Før togforbindelsen kom, tog rejsen op til 14 timer
Banen blev også etableret for at opdyrke og befolke den midtjyske hede. Flere af stationerne blev anlagt på bar mark for at skabe nye samfund.
Godstransporten fik en stor rolle, og godsmængderne steg hurtigt
Da banen startede, bestod dyreholdet på heden næsten kun af får, men der opstod mange driftige landbrug, der udnyttede muligheden for nem afsætning af kvæg og svin.
Banens mest kuriøse transport fandt sted i 1913, da 400 rensdyr, der skulle til renparken ved Kongenshus Mindepark, ankom fra Lapland til Frederiks Station.
Under 1. verdenskrig afgik der godstog lastet med lyng til Tyskland og lyngtørv til hele landet, primært fra Karup Station.
Konebanen
Banen fik øgenavnet Konebanen, fordi DSB her afprøvede et nyt, billigt sidebanekoncept: i stedet for stationsmestre skulle kvindelige "ekspeditricer" løse opgaverne. Kvinderne var oftest de lokale baneformænds koner og fik mindre i løn end mændene. Dette koncept havde været i brug på privatbanerne i flere år, men det var nyt i DSB, hvor man kun havde haft kvinder ansat som kontorister og telegrafister eller som ledvogtersker, der også varetog billetsalg ved de overkørsler, hvor der var billetsalgssted.
Konerne tog sig af godsbehandling, billetsalg og rengøring, men havde efter få måneders instruktion også sikkerhedsmæssige opgaver: de skulle stille signaler for togene efter at have overbevist sig om, at sporet på stationen var frit, de skulle af- og tilbagemelde togene til nabostationerne og de skulle foretage linieringning til ledvogterne. Men hvis tog skulle krydse hinanden eller der skulle rangeres med godsvogne på en konestation, så overtog togføreren ledelsen. Kun han måtte stille sporskifter.
Når der ikke var en stationsmester, er det måske logisk, at det heller ikke hed en station. Bortset fra billetsalgsstedet Nybo blev de øvrige 6 oprindelige standsningssteder betegnet som holdepladser. Det gjaldt også krydsningsstationen Karup, der som den eneste havde en mandlig stationsmester fra begyndelsen. Han tog vare på sikkerhedstjenesten sammen med stationerne i Herning og Viborg.
Da trafikken oversteg alle forventninger, kom der mere hårdt fysisk arbejde. Det var også upraktisk for DSB at operere med forskellige sikkerhedskoncepter. Så i perioden 1909-20 blev ekspeditricerne udskiftet med mænd, stadig ikke rigtige stationsmestre, men "stationsmesterprøvede overportører"