
Nis-amok i Lynæs - 1. afsnit
Det er slut med nisser! Altså sådan for alvor. Fra i år. Punktum. Basta!
Vi har før taget tilløb til beslutningen – og forgæves forsøgt at gennemføre. Men når det kom til stykket, så SAVNEDE vi sådan nisse-hyggen, at den årlige nisse straks måtte indfinde sig igen. Ellers var det ikke rigtigt jul, sådan som det plejede at være, faktisk hvert eneste år i næsten 20 år hos familien Team Merkur.dk i Lynæs. Men i år skriver vi 2015. Børnene er blevet store, og nu er det rigtigt – der kommer ikke flere nisser.
Man kan spørge sig selv, hvordan det kan være, at ellers fornuftige mennesker går op i nisser? Man kan også vælge at lege med i det selvskabte eventyrunivers, og se, hvor det bringer én hen ...
Ja, det kunne fx være til en geocache ;)
Hvert år i december måned har Merkur-familien, som sagt, haft besøg af en eller flere nisser. Der har været små nisser og store nisser - og mellemstore nisser. Der har været unge nisser og gamle nisser, og nogle af dem er kommet som par. Der er også et par af nisserne, der har haft deres nissebaby i favnen, da de kom. Ekstra tøj og udstyr var med i deres bagage, så der kunne pusles om de små, søde nisse-spædbørn.

Nissebabyen, Lille Snut, året 2008
Selve nissens ankomst har hvert år været et spændingspunkt, og tidspunktet har altid været timet til omkring 1. søndag i advent. Typisk sådan en mørk eftermiddag eller aften, hvor børnene sad foran TV, mens faren var optaget af et eller andet. Så bankede det pludselig på hoveddøren. Det var oplagt - og også meningen, at børn eller far skulle åbne døren. For mor var pludselig optaget af noget vigtigt. Og udenfor på trappen stod den så. Nissen! Altid med en lille lanterne og en kurv med overraskelser!
Nogle år var det om morgenen, ankomst-scenariet foregik. Men altid den der banken på – og allersjovest var det de år, hvor også faren blev overrasket, og gik ud og åbnede døren. "Jamen, der var jo ingen!" "- Så kig ned!" "– Hov, så var der alligevel nogen!" "-En lille nisse! Hva' Søren?" Og så kom børnene løbende: "– Nissen er kommet!" "Nææh, hvor er den søøød, og seee, hvad den har med ...."

Nissen er kommet! Nissepigen, Jiri, fra året 2012
Den allerførste nisse, som besøgte os, var Nisse von Trold. Det var i 1995 og det år, hvor Amalie blev fire år. Nisse von Trold ankom på ret dramatisk vis. Han var nemlig faldet ud af julemandens kane og var landet på vores tag. Han måtte hejses ind af vores skråvindue ved trappen på første sal. Amalie var chokeret. Far måtte hjælpe med at få Nisse Von Trold ind, for Amalie var utryg ved situationen. Nissen kom da ind, og han viste sig at være flink nok. Siden måtte vi skrue lidt ned for fantasien - og dramatikken. Det var jo ikke vores mening, at barnet skulle blive skræmt. Tværtimod.
Med Nisse Von Trold var vores spændende nisse-tradition begyndt. De første år bød på ret avancerede ankomstmåder. Nisse Nok, fra 1996, ankom med båd. Vi var selv nede på stranden og hente ham. Han sad ganske rigtig ved en af jollerne og ventede på os, da vi troppede op med Amalie, nu fem år, og lillesøster, Mathilde, i barnevognen. Men vi endte altså med en mere enkel ankomst-model. Den med banken på døren. Og på den måde kom nisserne år efter år til glæde, spænding, forbavselse, undren og lykke for Merkur-børnene, som der også blev flere af de følgende år.
Historien fortsætter. Du kan høre mere nisserne 2. søndag i advent.
Glæd dig til også at finde Nis-amok i Lynæs - #2. søndag i advent 2015.
-----
Her er hele nisse-rækken i kronologisk rækkefølge:
Det hele startede i 1995 med Nisse Von Trold. Året efter kom ham, der var anderledes, nemlig Nisse Nok, og da nisser ikke har problemer med inklusion, er han med i rækken. I 1997 kom den lille nissepige, Julie, og året efter fulgte nissen, som bare hed Nisse. Husk - det var altid en helt ny nisse. Ingen af nisserne kom to år i træk. De så meget forskellige ud - både af udseende og størrelsesmæssigt. Julle kom i 1999, og i 2000 var det Lille Nis, som besøgte Merkur-familien. Derefter fulgte den søde, lille Julia. Så kom den sorthåret Nora. I 2003 dukkede den lille nissepige, Mille, op ved døren, men hun var gået forkert, så hun tæller ikke med i nisserækken. I stedet kom den store flotte nisse, Nikolas. I 2004 fik vi besøg af Jubi, året efter kom Kirse med babyen Lille Rumle. Derefter fulgte bedsteforældreparret Stampe Dam og Eija, og de to havde barnebarnet Lille Sny med. I 2007 kom den meget flotte skovnisse, Mansa, og i 2008 var det den søde Sif med Lille Snut. Året efter igen kom Hjalte. Da vi så nåede 2010 var børnene efterhånden så store, at de for længst havde gennemskuet alt nissehalløjet. Derfor kom nisseparret Alfa og Omega. Alfa var ung og frisk og Omega var gammel med rynker og læsebriller, og meningen var nu, at de to skulle være vores sidste nisser. Suk. Men den var børnene ikke med på. Heldigvis! For det var de voksne nemlig heller ikke. Så året efter kom en engle-trold. Den hed Noa. Selvom hun er en engel, hører hun med i nisserækken, for hun er tydeligvis nært beslægtet med nisserne. Året efter kom igen en nisse. Det var Jiri – en køn pigenisse. I 2013 fulgte Malik, og til aller-allersidst - i 2014, kom nissen Nessi, han havde en fodbold med, og mindede lidt om vores yngstes fodboldidol, Messi.
--------
Opgaven:
N55° AB.CDE E011° FG.HIJ
For at finde cachen, skal du erstatte bogstaverne med tal ud fra nisse-navne.
A = 1997
B = 2003
C = 2000-1997
D = 2013-2011
E = 1995-2010
F = 2007
G = 2005-2008
H = 2014-2004
I = 2010-2000
J = 2006-1995
