
2. søndag i advent – Nisse-kommunikation på skrift
Som man kan læse i Nis-amok – 1. søndag i advent, har familien Merkur i Lynæs været så heldige, at de har haft besøg af nisser hver eneste december i knap 20 år. Nisserne dukkede op ved trappen og forsvandt igen juleaftensdag.
Det var børnene, som sørgede for, at nisserne fik deres eget hyggelige nisseloft med bord og seng. Børnene elskede nisserne, og de snakkede meget om og med nisserne – og nisserne ”snakkede” med børnene. Men de gjorde det på en lidt speciel måde - nemlig kun pr. brev eller med små sedler – skrevet med særlig nisseskrift!
Ved selve ankomsten havde hver en nisse et lille brev med, som den ”selv” havde skrevet. Altid på grønt papir - og altid med grøn nisse-skrift. Typisk var brevet formuleret sådan, at nissen startede at præsentere sig ved navn. Ofte var nisserne meget glade for, at være udvalgt til netop denne børnefamilie, for det rygtedes blandt nisserne, at der var særligt attraktivt at være hos Merkur-børnene. Begrundelse: Man får julegrød og et hyggeligt nisseloft, hvilket er basale ting for en nisse. Men ydermere var det et faktum, at Merkur-børnene var i høj kurs hos nissserne, simpelthen fordi de er gode til nisser! I brevet var der også instrukser omkring, hvornår det ville være tid til at afslutte besøget. Nemlig juleaftensdag, hvor nissen skulle sættes ud på trappen, når mørket faldt på. Så ville selveste julemanden og nissemor komme forbi, da de alligevel var ude med kanen denne aften.
Selve nisseskriften har sit helt eget særpræg på den måde, at nogle af bogstaverne er lidt anderledes. Fx har bogstavet E mange flere streger end normalt, og S’et er nærmest en lang bugtende slange. Nisser kan rigtigt godt lide at tegne. Derfor var der ofte tegnet små juletegninger i nissernes breve. Til gengæld er nisser ikke super gode til at stave. Men for Merkur-børnene var det ikke et problem. Tværtimod - så var det sjovt at læse. For et skolebarn i "knæk-læse-koden-alderen", var det en spændende udfordring at læse disse nissebreve. Og det var helt okay, at stavning ikke er perfekt. Sådan som Merkur-børnene oplevede det, gav det udfordring og selvtillid - ja, nærmest overskudsfølelse, at kunne læse og forstå den mærkelige nisseskrift - opdage nisse-stave-fejlene, og få anerkendelse for det.

At nisserne altid skrev i stedet for at snakke, blev hurtigt en naturlig ting. Merkurbørnene var helt igennem fantastisk tålmodige og meget empatiske – og på ingen måde skeptiske, når det gjaldt nissens måde at meddele sig på. Så nissebrevene blev altså ivrigt læst, selvom der var både stavefejl og underlige bogstaver.
Man kan spørge sig selv, om det nu ikke er lige lovlig pjattet - og forvirrende for de stakkels børn. Men det viser sig, at vi mennesker faktisk dagligt læser forskellige former for "nisseskrift". Fx når man læser tekster, som ikke er stavet helt korrekt, men alligevel forstår man essensen. Det smarte er, at vi mennesker er så vant til at læse, at vi læser det vanskelige ved hjælp af ordets ortografiske omrids. Hvilket vil sige, at man som læser ser et ord, som ligner det man kender, og derfor – med sin gode vilje – godt kan læse budskabet. Vil du vide mere om læse-forskning, så klik her: Psycholinguistic evidence on scrambled letters in reading
Nisserne Alfa & Omega og børnene holdt stor nissefest i december 2010
I mange år var der både små og store børn hos familien Merkur, og de børn som kunne skrive, blev hvert år opfordret til at skrive til julemanden, for at få ham til at sende en nisse. Det gjorde de gerne – nogle år på nisseskrift. De år, hvor børnene var i knæk-læse-koden-alderen, var de ret vilde med at læse nisse-breve. Herligt var det at kunne læse – tilmed at kunne læse nisse-skrift!
Opgaven:
Kan du læse nisse-skrift?
N 55.57.ABC E 011.52.DEF
Start med at finde hhv. Goddag- og Farvelbrevet under vedhæftet fotos.
Find stavefejl i goddag-brevet fra Alfa og Omega, og list dem op i rækkefølge.
ABC = antal bogstaver i hvert af ordene i hhv stavefejl nr. 10, 9 og 6.
Find stavefejl i farvel-brevet fra Alfa og Omega. List dem op i rækkefølge.
DEF = antal bogstaver i hvert af ordene i stavefejl nr. (3+5.), 2, 1
Bemærk: Final koordinat ændret d. 7. august 2016 ca. 10 m i øst
Vær opmærksom på:
-De anderledes bogstaver tæller ikke som stavefejl, det er blot nissebogstaver ;)
-Ord som LI og GO (uden apostrof) er ikke en stavefejl,
men det er fx TEL (=til), MÆ (=med) og NÆMLI (=nemlig).
-Skrift på og ved nisse-tegninger tæller ikke med.
God fornøjelse med opgaven.
