Skovskolen gik i begyndelsen under navnet Skovarbejderskolen og fik til huse i gamle træbarakker ved Kagerup i Nordsjælland. På kurser af fire ugers varighed lærte eleverne, der ofte havde mange års erfaring med arbejde i skoven, at håndtere den nye tids teknologi.
Siden har Skovskolen gennemgået en rivende udvikling. I 1963 flyttede Skovskolen til den nuværende lokalitet i Nødebo og over årene er skolen vokset, så den i dag uddanner både naturvejledere, skov- og naturteknikere, Have- og parkingeniører, Natur- og kulturformidlere og Skov- og Landskabsingeniører. Derudover står Skovskolen for efteruddannelsesaktiviteter for hele skovsektoren, ligesom den lægger lokaler til kurser og konferencer for det private erhvervsliv.

Hovedbygningen er den gamle, stråtækte skovridergård Skovfryd, mens de øvrige bygninger på Skovskolen løbende er blevet opført i harmoni med den omgivende skov. De mange lave bebyggelser giver Skovskolen et præg af landsby miljø.
Danmarks fjerdestørste skov, Gribskov, ligger som nabo Skovskolen, og den bruges til aktiviteter i forbindelse med uddannelserne, og en af Danmarks største søer, Esrum Sø, ligger ligedes tæt ved. Med de store universitetsfusioner i 2007 blev en del af Det Biovidenskabelige Fakultet, der igen med fakultetsfusionen pr. 1. januar 2012 blev en del af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.