ØHS : Tiø projektet
I 1942 arbejde man på et stort inddæmningsprojekt. Projektet gik ud på at bygge dæmninger mellem Tåsinge, Siø, Langeland og videre fra Ristinge til Ærø og derfra igen til Tåsinge. Det var der kommet 1500 hektar land samt en fast forbindelse oven på digerne ud af. Altså en temmelig stor ø, der, fordi den forbandt ti små og større øer, i folkemunde blev kaldt Tiø.
Hvordan kunne det gå til, at man seriøst overvejede et i vore øjne så vanvittigt projekt?
Det er et eksempel på, at historiske begivenheder altid må vurderes ud fra de forudsætninger, der var på den tid.
Her er et kort rids: Der var på den tid konkrete planer om en dæmning fra Tåsinge til Siø samt om en bro fra Siø til Langeland og en fra Langeland til Ærø. Men – og det var et stort men, Danmark var jo besat, så cement og stål til brobygning var det ikke muligt at få. Jord og sten til en dæmning var der derimod nok af. I foråret 1942 havde man lige oplevet tre hårde isvintre, hvor forsyningsforholdene til øerne havde været svære samtidig med, at man heller ikke kunne komme af med sine egne varer.
Arbejdsløsheden var stor, så udsigten til at kunne beskæftige 1300 mand i fem år lig med 2 mio. arbejdsdage var et stort plus i projektets favør.
De samlede omkostninger var anslået til 55 mio. kr., men foreløbig søgte man kun om 50.000 kr. til havbundsundersøgelser.
Idéen var fostret af en ingeniør Sylvest ti år tidligere, og af ovennævnte grunde blev den taget op igen i 1942. Tanken om de mange hektar frugtbar jord var heller ikke uden betydning, da landbruget jo tjente rigtig godt især ved eksport.
I dag undrer man sig over, at der ikke var nogen, der talte imod ødelæggelsen af naturværdier, men det var ikke et hensyn, der talte. Kun fiskerne var utilfredse, men de blev imødegået med argumentet om, at de jo i forvejen tjente så lidt, at de ville få en bedre fremtid som husmænd.
En deputation tog til København for at søge Finansudvalget om penge til forundersøgelserne, og der var man ikke afvisende. Det er i den forbindelse også værd at huske, at inddæmningen og afvandingen af Lammefjorden havde været en succes – så hvorfor ikke forsøge det samme igen, blot i en større skala?
Jo, det så alt sammen fint ud på papiret: Man ville spare de planlagte broer, og der var en stor besparelse at hente på understøttelse af de arbejdsløse.
Der var egentlig kun ét problem. Nogle mente, at den megen omtale af inddæmningen kunne skade Siøsund- dæmningsprojektet, der naturligt blev sat på stand by, mens de andre forhandlinger stod på.
Et stormøde med deltagelse af alle betydende erhvervsorganisationer blev arrangeret, fordi det var nødvendigt, at øen talte med én stemme i denne vigtige sag. Her vedtog man en henvendelse til trafikminister Gunnar Larsen, hvor man bad om at få fremmet Siøsund-dæmningen, subsidiært broplanerne. Straks!
I den efterfølgende debat viste det sig, at nogle af inddæmningstilhængerne havde haft en skjult dagsorden. Det foreliggende projekt om en fast forbindelse gik nemlig ud på, at der skulle bygges en højbro fra Siø til Langeland, der hvor broen nu faktisk er. Byens handlende ønskede derimod en lavbro fra Siø til Rudkøbing havn. På den måde skulle trafikken køre op gennem byen i stedet for at blive ledt uden om via en ny vej til Spodsbjerg, hvad de frygtede ville berøve byen megen omsætning.
Trafikministeren beærede Langeland med et besøg i maj 1942, og det var tydeligt, at højbroen havde hans bevågenhed, selv om han ikke var ganske afvisende over for inddæmningsprojektet. Han så det tilmed som en gevinst, at jernbanen kunne nedlægges, når broen kom…
Under alle omstændigheder skulle linieføringen fastlægges snarest af hensyn til de berørte lodsejere.
Langelands Folkeblad fastslog dagen efter besøget, at ”nu er det kun et spørgsmål om tid, før broen kommer!” Og det havde de jo ret i. Men at det skulle vare 20 år, var der nok ingen, der havde troet.
In 1942 some people wanted to make a big island in this area. They wanted to make 10 island into one big. But the plan was canceled.
Kilde : Byarkivet på Langeland / Else Wolsgård