I cachen: Logbog og blyant. FFC fra start. Udgivet i forbindelse med mit CITO Event.
Denne cache er et led i en serie om Livstræet, som et symbol på skabelsen af liv og forbindelsen mellem træer og mennesker. Træet forbinder det fysiske, jorden med det spirituelle, himlen.
Livstræ er i følge folketraditionen et træ, med hvis livskraft et menneskeliv, en slægt eller beboerne på en gård var forbundet i et parallelt forløb: visnede træet, døde mennesket eller slægten; huggede man grene af træet, visnede ens arm; blev træet fældet, brændte gården osv.
Træet har liv og giver liv og det forekommer i personificeret skikkelse i mange eventyr.
”Grantræet”
I H.C. Andersens eventyr kan grantræet tænke og snakke og det kommunikerer også med fuglene.
” O, var jeg dog sådant et stort træ, som de andre!” sukkede det lille træ, ”så kunne jeg brede mine grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden! Fuglene ville da bygge rede imellem mine grene, og når det blæste kunne jeg nikke så fornemt, ligesom de andre der!” De store træer blev fældet, og træet spurgte svalen og storken, om de havde mødt dem? Storken nikkede med hovedet og sagde: ”Jeg mødte mange nye skibe da jeg fløj fra Ægypten; på skibene var prægtige mastetræer, jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af gran; jeg kan hilse mange gange, de knejste, de knejste!” ”Glæd dig ved din ungdom!” sagde solsortene. ”Glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv, som er i dig!”
Selvom det er så flot og bliver valgt som juletræ og kommer ind i stuen og bliver pyntet, så går al glansen af det, da det bagefter højtiden bliver smidt på møddingen og senere brændt. Det ville ønske, at det kunne have beholdt sine rødder og leve i naturen.
”Hyldemor”.
I eventyret sidder Hyldemor i træet. Det var den dejligste hyldebusk, et helt træ, det ragede ind i sengen og skød gardinerne til side; nej hvor det blomstrede og duftede! Og midt i træet sad en gammel, venlig kone med en underlig kjole på, den var ganske grøn, ligesom hyldetræets blade og besat med store, hvide hyldeblomster; man kunne ikke straks se, om det var tøj eller levende grønt og blomster. ”ja, disse romere og grækere,” sagde den gamle mand, ”de kaldte hende en dryade, men det forstår vi ikke; ude i Nyboder har de et bedre navn til hende, der kaldes hun Hyldemor, og det er nu hende du skal passe på; hør bare efter, og se på det dejlige hyldetræ.”
Hvor er Hyldemor?” spurgte drengen. ”Hun er på tepotten! Sagde moderen, ”og der kan hun blive!”