Dagen efter dette event rejser jeg afsted til Prag. Efter jeg har været der i lidt over en uge tager jeg på en måneds interrail rundt i Sydøsteuropa for at få 13 nye lande på geocachingkortet.
Min rute er: Prag (Tjekkiet) - Katowice (Polen) - Bratislava (Slovakiet) - Maribor (Slovenien) - Sarajevo (Bosnien og Herzegovina) - Zagreb (Kroatien, har jeg allerede) - Budapest (Ungarn) - Arad (Rumænien) - Beograd (Serbien) - Podgorica (Montenegro med en tur ind over grænsen til Albanien) - Skopje (Makedonien) - Sofia (Bulgarien) - Thessaloniki (Grækenland). Og så fly hjem til Danmark fra Thessaloniki.
Inden jeg tager afsted vil jeg meget gerne lige sige på gensyn til jer alle sammen, og derfor afholder jeg dette event.
Hvis nogen har en eller flere trackables jeg skal tage med til et bestemt land, må I meget gerne medbringe dem.
Eventet starter klokken 12 og varer mindst en halv time.