”Du Esmaralda”, sagde Elvin. ”Ja”, sagde Esmaralda. ”Jeg kom til at tænke på noget – hvorfor er det egentlig at vi så mange slags småkager til jul? ”, spurgte Elvin. ”Nu skal du høre” svarede Esmaralda. Jeg har fundet noget på wikipedia på nettet:”
”De ældste slags småkager, man kender i Danmark, er klejnerne. De har været kogt siden middelalderen” startede Esmaralda. ”Kogt siger du? Jeg troede småkager var noget, man bagte?” sagde Elvin og lignede et stort spørgsmålstegn. ”Jo ser du – dengang var der ikke noget, der hed et komfur – det kom først i midten af 1800-tallet – og dermed havde man heller ikke en ovn til at bage småkager i. Derfor kogte man de første småkager i en gryde over ildstedet. Dog fortsatte man med at koge klejner selvom komfuret og ovnen gav mulighed for bagte småkager.” fortsatte Esmaralda. ”Men – hvordan får klejnerne deres sjove facon? Spurgte Elvin. ”Jo, man skal først rulle dejen ud – og så skal man skære dem i rombeformede stykker – og det kan man få et specielt klejnejern til at skære dem ud med. Men det kan også gøres med en kniv. Midt i skal der være et lille snit – og det er igennem dette snit, man skal trække den ene ende igennem, så klejnerne får deres facon – og så skal de koges gyldne i fedtstof.” sagde Esmaralda. ”Rumpe-formede, hi hi,” sagde Elvin og fortsatte: ”men der er jo et hav af andre slags småkager!?” ”altså Elvin! Dit fjollehoved!” sagde Esmaralda og fortsatte ”jo, der er mange andre slags.”
”Pebernødder!” udbrød Elvin! ”Jeg ELSKER pebernødder! – hvordan er den ide kommet til? – jeg mener – det er jo ikke nødder, og de smager ikke af peber!” ”Jo, til at starte med var det en julesmåkage, der blev bagt i ovnens eftervarme når brødet var blevet bagt færdigt. Det var en lille rund kage på størrelse med en nød – og den havde også samme farve – derfor fik den sit navn – men også fordi de blev kædet sammen med de tyske ”Pfeffernüssen”. Dengang bagte man pebernødderne uden hævemiddel, så det var nogle hårde nogen.” fortalte Esmaralda. ”Er der ikke noget med at man også leger med dem?” spurgte Elvin. ”Jo, der er en del lege, hvor man bruger dem som en slags penge – men også en, hvor en i legen skal gætte hvilken pebernød, de andre har valgt, og indtil han eller hun finder den rigtige, må de pebernødder han eller hun har peget på beholdes og spises!” forklarede Esmaralda – ”skal vi ikke prøve at spille det?” spurgte Elvin med et meget uskyldigt udtryk i ansigtet. ”Nej – ikke endnu, Elvin – vi har jo ingen pebernødder.” ”Nårh nej, det er også rigtigt” sagde Elvin og lød meget nedtrykt. ”Men pebernødderne kan også bruges som fyld i kræmmerhuse og julehjerter og kurve på juletræet” tilføjede Esmaralda. ”Det må vi gøre til jul” sagde Elvin med lidt mere optimisme i stemmen.
”Jeg er også vild med honningkager” udbrød Elvin. ”Ja, det smager også helt vildt godt” sagde Esmaralda – ”og nu skal du høre om dem også: der står ikke rigtig noget på wikipedia, men der er en side, der hedder honningkager.dk – der står en masse! Det er især byen Christiansfeld i Sønderjylland, der er kendt for sine honningkager – men stort set alle bagere har dem i butikkerne til jul overtrukket med chokolade og med et glansbillede sat på. Historien starter i 1783, da Christian E. Rasch indrettede et bageri i apotekerbygningen. Han bagte krydderkager, småkager og honningkager. Han havde dog svært ved at leve af at bage. På et tidspunkt anmodede han byens ældsteråd om at få eneret på honning – måske fordi han ikke kunne skaffe honning nok til kagerne – men han fik afslag, da byens bryggeri også brugte honning i deres produktion af øl.” ”Honning i øl?” spurgte Elvin ”Øl er da ikke sødt som honning?” ”Elvin – lad mig nu fortælle videre” sagde Esmaralda og fortsatte. ”Christian E. Rasch døde som en fattig mand i 1799.” ”Ajh, hvor trist,” udbrød Elvin. ”Ja – men sådan går det nu engang, hvis man ikke er en dygtig forretningsmand” sagde Esmaralda meget højtideligt. ”i 1785 var hatte og parykmageren Immanuel Martin Achtnich flyttet til byen, og han var en bedre forretningsmand, så da han fandt ud af, at hatte og parykker ikke solgte særlig godt i området, begyndte han sammen med sin kone at bage honningkager i deres køkken. Han havde nemlig lært at bage af sin onkel, og hun havde en opskrift på ekstra gode honningkager med fra sit barndomshjem. Immanuel solgte kagerne for at supplere indtægterne fra hatte og paryksalget. Da Christian døde overtog Immanuel bageriet og gjorde honningkagerne til deres speciale. Han rejste langt for at sælge kagerne – og de gik som varmt brød!” ”Hi hi, varmt brød – det var jo kager” afbrød Elvin. ”Shhh…” tyssede Esmaralda. ”Christiansfeld blev landskendt for honningkagerne og er det stadig. Bageriet blev i familien indtil efter krigen i 1864, hvor Sønderjylland blev tysk. Da solgte en af sønnerne i familien retten til at fremstille honningkagerne til et konsortium i Silkeborg – og det blev senere nedlagt.” ”Øv – kan man så ikke få de helt rigtige honningkager længere?” spurgte Elvin ”Shhh – lad mig nu læse videre” sagde Esmaralda. ”Jeg kan se, at der var nogle andre, der overtog bageriet og efter bageriet brændte og blev genopført og havde været i familieeje endnu engang, så var der nogle andre, der overtog og de bager stadig honningkager – de rigtige slags, siger de!” ”Pyha!” sagde Elvin og kæmpede for at holde savlen tilbage i munden. ”Ja, og nu er der en ny bager, der for få år siden overtog bageriet og han prøver at holde sig så tæt på den originale opskrift som muligt, men kun med brug af de bedste råvarer!” ”Uhm – jeg bliver helt lækkersulten,” sagde Elvin. ”Det er du jo altid” sagde Esmaralda…
”Brunkager – hvad med brunkager” spurgte Elvin drømmende – brunkager var også en af hans favoritter! ”Hmm dem står der heller ikke så meget om – andet end at det er en af de småkager, der kom til med komfuret, hvor man lærte at kunne regulere varmen – så de er vel ikke mere end 150 år gamle” sagde Esmaralda. ”Nøj – jeg har altså ikke lyst til at sætte tænderne i en 150 år gammel kage – den må godt nok være hård og tør!” funderede Elvin. ”Ajh, Elvin, det er jo ikke selve den småkage, du skal spise, men selve konceptet, der er 150 år gammelt. Det er en krydret småkage, hvor der ofte er hakkede mandler og sukat i dejen – men dem man køber er der ofte kun jordnødder på.” ”Købesmåkager!” fnøs Elvin – ”det kan man da ikke!?” ”Jo, det er der altså mange mennesker, der gør” svarede Esmaralda.
”Jamen – hvad så med vanillekranse? Og jødekager? Og alle de andre?” spurgte Elvin. ”Der står altså ikke rigtig noget om dem, men jeg tror det er fordi der er så mange, og de kommer fra nogenlunde samme periode – altså dengang, man fik ovne i hjemmene.” Sagde Esmaralda. ”Det er også lige meget – for jeg er blevet SÅ småkage-lækkersulten nu” sagde Elvin. ”Selvfølgelig – vi kan jo ikke snakke mad og søde sager uden din mave begynder at larme” grinede Esmaralda.
”Hvad, Esmaralda?” spurgte Elvin. ”Ja,” svarede Esmaralda. ”Skal vi ikke fortælle alle vores Geocachingvenner om historien om julesmåkagerne og med opskrifter på dem?” spurgte han. ”Jo, selvfølgelig – vi kan lave en cache over temaet” sagde Esmaralda. Og så gik nissebørnene i gang med både at bage småkager og at udtænke en cache med historien om småkager.
