Selvom det måske ikke lige er det, man forbinder mest med denne årstid, har jeg det i hvert fald sådan, at jeg altid kan spise is - selv i bidende kulde!
Derfor vil jeg gerne se, om jeg kan samle andre is-tossede her i mit gamle bageri - ja, her var jeg stamkunde i årene 1996-1999, da jeg boede et par hundrede meter inde bag ved på villavejene på Amagerkollegiet. Jeg købte selvfølgelig brød hos bageren (og kager), men jeg har godt nok også slæbt mange ispinde med hjem til fryseren til senere brug herfra. Da jeg begyndte at geocache fandt jeg (selvfølgelig) vej til mit gamle "hood" her igen, da Sappy113 havde fundet ud af, at der var et godt (det bedste) ishus - jeg tænkte ikke videre over det, før jeg så, at det var min bager! wow! Og min 10. cache blev også fundet her - nemlig Dane42s Det ER Københavns bedste is!, som desværre er arkiveret - men jeg husker det tydeligt!
Lad os mødes i køen kl. 14 lørdag d. 17. december og spise en is sammen i mindst en halv time og for en stund glemme juletravlheden.
Vel mødt!