Ibsens Mose i Nørre Alslev Ibsens Mose er en gammel mose, der ligger i den nordlige udkant af Nørre Alslev. Under 1. verdenskrig blev der skåret tørv i mosen. I mellemkrigsårene blev den anvendt som losseplads, for igen under 2. verdenskrig at være leverandør af store mængder tørv. Herefter henlå ”lossepladsen” indtil 1951 i en sørgelig forfatning med samligningsplads for et uhyre antal rotter. Men en gruppe beboere i byen fik stiftet et selskab, købt grunden og startet anlæggelse af den park med den dejlige mosesø, der ligger der nu. Ibsens Mose fik tildelt 200 planter i forbindelse med Plant Danmark-dagen i 1994. Efter disse år var der nu behov for en gennemgang af beplantningen, og vi modtog en ansøgning om vejledning og støtte til beskæ- ring af gamle træer og til nyplantning. Plant Danmark-dagen var et projekt Fonden for Træer og Miljø arrangerede sammen med Tuborgfonden, hvor der i 1990 og igen i 1994 blev plantet ca. 60.000 træer og buske pr. år over hele landet. Ibsens Mose bliver passet af 22 medlemmer, der frivilligt påtager sig dette arbejde uden kommunal støtte. Der afholdes hvert år Sankt Hans bål og parken benyttes flittigt af børnehaver og den lokale befolkning. Nævnes skal også, at skolebørn fra Nørre Alslev Skole har lavet og opsat 30 fuglekasser omkring søen. Tove Hyllested besøgte parken og gennemgik den med en arbejdsgruppe. Der blev lavet en beskrivelse af beskæringen og behovet for nyplantning, som Fonden derefter støttede økonomisk med tildeling af planterne.