Husker du vores venner, nisserne Elvin og Esmaralda, der bor i Ramløse mølle? De har endnu engang brugt året på at finde cacher og har endda også lært hvad mysterycacher er for en størrelse – og nu har de besluttet at lave en lille juleserie selv, for selvfølgelig skal den handle om jul! Og denne gang har de fundet på, at de skal lege gætteleg med dig!
”Nå, Elvin, nu skal vi se, om du kan finde ud af at gætte julesange, eller om du er helt tonedøv!” ”Uha, det lyder som om du vil give mig en svær opgave…” rystede Elvin, og var klar på sit nederlag.
”Kender du forskel på gevirer og horn?” startede Esmaralda. ”Ajh helt ærligt – jeg troede det handlede om julesange og ikke klovdyr – jeg gider altså ikke være i skole nu!” klagede Elvin og så helt trist ud. ”Arh, Elvin – nu må du lige tage dig sammen – dyr med horn taber ikke disse horn – de sidder fast hele livet. Dyr med gevirer derimod taber dem hvert år, og så vokser de ud med en ny tak på næste år…” forklarede Esmaralda. ”Jeg skal give dig takker – et vist sted…” mumlede Elvin. ”Det er ikke pænt, Elvin, nu skal du høre efter! Denne sang handler netop om klovdyr med gevir. Men også om at man ikke skal mobbe dem, der ser lidt anderledes ud!” formanede Esmaralda, og Elvin lyste op: ”Jeg tror godt jeg ved hvilken det er!”
”Nu skal du bare klikke på pakken og sætte navnet på sangen ind i tjekkeren!” ”Ok, jeg skal nok give den et forsøg – men så vil jeg også have risengrød bagefter!” ”Elvin, altså – dig og din madglæde hele tiden… madøre!”