Vejen Kirke ligger lige ud til Hærvejen, Jyllands gamle hovedfærdselsåre. Kirken selv er en nyere model, så tag også et kig på kirkegården overfor - her er du på sporet af den gamle kirke.
Den nuværende kirke er opført i 1896. Da jernbanen til Esbjerg blev anlagt i 1874, udviklede Vejen by sig fra landsby til stationsby. Det kneb med plads i kirken, og indbyggerne i Vejen arbejdede for at få en ny og rummelig kirke.
Den nuværende kirke er opført i nyromansk stil med rødt murværk og skifertag, og er tegnet af arkitekt Vilhelm Ahlmann. Murværket er prydet med enkle bælter af kridtsten, som bryder murfladen. Kirkebygningen består af et langhus med tredelt korparti samt tårn. Der er genbrugt byggematerialer fra den gamle kirke, bl.a. en særpræget portal fra en præstedør med granitrelief og sokkelsten.
Det meste af kirkens inventar er overført fra den gamle kirke. Døbefonten i granit stammer helt tilbage fra den gamle kirkes opførelse. Altertavlen er udformet som en bred rundbuearkade i skønvirkestil med et maleri, der forestiller Nedtagelsen af korset, og er udført af Carl Holsøe. Stoleværk i enkel skønvirkestil er fra den nye kirkes opførsel. Salmenummertavler er prydet med dele af himlen til den tidligere prædikestol. I de fem forreste stolerækker er der genbrugt udskårne fyldninger fra den gamle kirke. Resten af stolerækkerne er af nyere dato.