Kirkenissens slumretæppe
I en lille landsbykirke et ukendt sted på Fyn boede der en gang en lille nisse. Der var ikke rigtig nogen, der kendte noget til nissen og derfor fik den ikke noget risengrød og derfor begyndte den at lave ballade i kirken.
Første søndag byttede den om på salmenumrene, så kirkegængerne sang en salme, mens organisten spillede en anden. Men det forklarede landsbyens beboere bare med, at kirketjeneren havde klumret i det.
Søndagen efter fik den fat i præstens prædiken og fjernede hver anden side, så da præsten skulle prædike gav det slet ingen mening. Men præsten besluttede hurtigt for at prædike efter hukommelsen og aldrig havde han holdt en bedre prædiken, mente alle landsbybeboerne.
3. søndag besluttede nissen at låse døren, men det opdagede landsbyens beboere og præsten slet ikke for denne dag var de taget på besøg i nabokirken til gudstjeneste og julehygge!
4. søndag måtte nissen derfor finde på noget som virkelig blev bemærket. Og under gudstjenesten sneg den sig derfor rundt og stjal små ting, som handsker, pengepunge, sjaler og hatte fra nogle af landsbyens beboere. Og sikke en opstandelse der blev, da gudstjenesten var forbi og ikke alle kunne finde alle deres ting. Alle kirkegængerne gik i gang med at lede og skældte naturligvis ud på skovridderens skarnsknægt Hans, for selvfølgelig var det ham, der havde taget det hele – det kunne jo ikke være andre!
Præstens datter Hanne blev sendt hjem, for præsten mente, at hun bare stod i vejen. Lige uden for kirken fandt hun en grædende Hans siddende på en gammel gravsten. Han bedyrede sin uskyld – det var IKKE ham, der havde taget tingene, det kunne han slet ikke finde på inde i en kirke! Hanne troede på ham og besluttede sig for at hjælpe ham og derfor sneg de sig tilbage ind i kirken for selv at lede. Med deres 7 og 8 år var de så små, at de kunne komme ind steder, som de voksne ikke kunne og efter lidt tid endte de omme bag orgelet.
Og her fandt de alle tingene. De tog tingene op, men da de ville tage sjalerne op, dukkede der en meget sur nisse frem fra bunken. For pokker, de blev bange og hurtigt greb de resten af tingene og vendte om for at løbe væk. Men så bad Nissen dem så mindeligt om bare at måtte beholde et af sjalerne, for selv om den oprindelig bare ville have lidt risengrød i bytte for tingene, så havde den nu fundet ud af, at det var så dejligt lunt at ligge at sove i sjalet.
Hanne og Hans talte længe om, hvad man kunne gøre og først da Hans lovede at komme med lidt risengrød og Hanne lovede at lave et lille slumretæppe til nissen, gik den med til at aflevere alle sjalerne. Men den ville ikke gøre det før, den havde set risengrøden og slumretæppet!
Hanne og Hans gik ud for at fortælle alle landsbybeboerne om nissen. Og hold da op en opstandelse der blev over at der boede en nisse i kirken! Først ville man slet ikke gå ind på nissens ønsker for sådan en lille gnom skulle ikke være i kirken. Og de var da helt ligeglade med at den frøs. Men så tilbød Hans at nissen kunne flytte ud til dem i skoven, for han mente nok at hans mor ikke ville sige noget til at få en nisse til at bo på loftet og at det nok heller ikke betød så meget om den lille nisse skulle have lidt grød ind imellem. De var jo alligevel så mange. Men, sagde Hans, slumretæppet, det skulle nissen have med, for de havde ikke flere tæpper og nissen skulle i hvert fald ikke fryse ude hos dem, så den også lavede ballade der!
Og så begyndte alle landsbyens kvinder ellers at tale i munden på hinanden. Ingen af dem skulle lave et slumretæppe til en nisse, men så tilbød Hanne at hun ville lave det, hvis der var nogen, der havde lidt stof til det.
Og det havde landsbyen fruer jo nok.
Madam Gudrun havde en enkelt sort handske, som hun ville donere.
Bagermester Svendsens kone Caroline havde et gammelt slidt, stribet tørklæde.
Købmandens kone Inga donerede mandens prikkede slips, som hun aldrig havde kunnet lide.
Smedens datter Ingrid havde et blomstret sjal, som katten havde ødelagt.
Lærerinden frøken Asta havde en solgul nederdel, som havde fået en stor plet.
Snedkermester Hansens kone Elise kom med en rød bluse, som var blevet for lille til mindstemanden.
Det lille stykke stof med et fint rombe-mønster kom præstens kone Birgitte med og
det sidste stykke stof besluttede Hanne selv at give: et stykke hvidt stof med små Dannebrogsflag.
Hanne gik straks i gang med at sy de forskellige stykker stof sammen og efter få dage kunne nissen flytte ud til Hans med sit lille fine slumretæppe og med udsigt til ikke kun en skål risengrød, men mange skåle risengrød i årene fremover!
Og sådan endte alt lykkeligt… nu mangler I bare at finde koordinatet og cachen!
N55 1(sort handske).(blomstret sjal)(solgul nederdel)(hvidt stof med Dannebrogsflag))
E 010 1(prikket slips). (rombe-mønsteret stof)(stribet tørklæde)(rød bluse)
