Eneboer gemte million i dåser og cykelslanger
Den midtjyske særling Jens ’Lyn’ Jensen levede som eneboer i en nedslidt skurvogn, og ingen havde forudset en lang arvesag efter hans død.
Tekst af DR journalist Christoffer Heide
Motionscyklist Jens Lyn foran togvognen, han levede i med sine 13 katte. (Foto: Poul Kjærgaard)
Da cykelklubben Brande Motion med Jan Svendsen i spidsen besluttede sig for at rydde op hos deres gamle cykelven Jens Jensen, kaldet Jens Lyn, regnede de ikke med, at det skulle starte en lang sag om en kæmpe arv.
For cykelklubben havde betalt for både Jens Lyns 80 års fødselsdag og begravelse, fordi de ikke troede, at en mand, der gik i laser og pjalter, havde nogen penge.
- I første omgang tog jeg derud med politiet, for ellers var det jo indbrud, selvom skurvognen havde stået tomt i et halvt år på det tidspunkt. Vi fandt så rimelig hurtigt 30.000 kroner i mønter smidt ned i en gammel mælkejunge, fortæller formanden i motionsklubben Jan Svendsen.
Fandt flere og flere penge
Det første fund af penge gav næring til rygterne om, at Jens Lyn altid havde hævet sin pension og gemt den væk uden at bruge penge på andet end kattemad til sine 13 katte.
(Foto: Poul Kjærgaard)
Jens Lyn ville ikke betale skat, og han levede hele sit liv uden strøm, rindende vand eller nogen adresse. Han ønskede at være fri fra det etablerede samfund.
Der kom en bobestyrer på sagen, advokat Inger Højbjerg Christensen, der skulle stå for, at Jens Lyns ejendele blev fordelt korrekt.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg gav cykelklubben lov til at undersøge togvognen, og de blev bare ved med at finde penge, forklarer Inger Højbjerg Christensen.
Gravede efter en skat
En nabo til Jens Lyn bekræftede over for Inger Højbjerg Christensen, at eneboeren en vinterdag havde været forbi for at låne penge. Angiveligt fordi Jens Lyn ikke kunne grave ned til sine penge i den frosne jord.
Den historie fik Inger Højbjerg Christensen til at bestille gravemaskiner, så det hjørne af marken, hvor Jens Lyn boede helt alene i mere end 50 år, kunne endevendes.
- På det her tidspunkt tænkte jeg bare, at alt skulle graves op. Han havde en hjemmelavet brønd, som vi også gravede helt ned til bunden for af for at sikre os, at vi fandt alt, siger Inger Højbjerg Christensen.
Da aviserne skrev om de opsigtsvækkende fund på marken udenfor Brande, begyndte folk at ringe til Inger Højbjerg Christensen og gøre krav på pengene.
- Vi havde fundet tæt på en million kroner inde i togvognen, og så begyndte folk at ringe og sige, at de var arving til Jens Lyn. Der havde bare ikke rigtig været nogen seriøse henvendelser, men cykelklubben fandt nogle breve, der antydede et gammelt kæresteforhold mellem Jens Lyn og en kvinde fra Fyn, fortæller Inger Højbjerg Christensen.
En mulig søn trådte frem
Jens Lyn havde som ung tilsyneladende haft et forhold på Fyn, men det var først, da den fynske spillemand Jørgen Bech Petersen så artiklerne, at han reagerede og stod frem som Jens Lyns arving.
- Jeg har hele mit liv vidst, at Jens Lyn var min far. Da jeg var dreng, råbte folk efter mig, at jeg var Jens Lyn junior, siger Jørgen Bech Petersen.
Ikke nok med at Jørgen Bech Petersen fremstod troværdig som den retmæssige arving, så kunne han fortælle, at han vidste, hvor der lå endnu flere penge gemt på Jens Lyns grund.
- Jeg havde aldrig rigtig haft kontakt til Jens Lyn, men en dag mødte jeg ham i toget, hvor han sagde, at hvis noget skulle ske, så skulle jeg kigge under æbletræet. Det handlede om en leg, vi legede, da han kom i mit barndomshjem. Jeg plejede nemlig at grave en skatkiste ned tæt på et æbletræ i haven, fortæller han.
Den oplysning ledte til, at man kun få meter fra et æbletræ ved Jens Lyns togvogn fandt næsten en kvart million kroner nedgravet og indpakket i avispapir.
Dna-test skulle afgøre arvesagen
Selvom Jørgen Bech Petersen havde mange overbevisende påstande om sit forhold til Jens Lyn, så skulle der foretages en DNA-prøve for at afgøre, om de var far og søn. Der blev taget prøver af Jens Lyns sokker, sko og cykelhjelm og en prøve fra Jørgen Bech Petersen. Men det viste sig, at der ikke var et dna-match.
- Der var fusk med i spillet, så jeg krævede en ny prøve. De sokker, retsmedicinsk havde brugt, passede slet ikke på Jens Lyns størrelse, siger Jørgen Bech Petersen.
Normalt ville én prøve være nok til at afgøre et slægtskab, men Inger Højbjerg Christensen tillod, at der blev foretaget endnu en prøve, fordi det samlede beløb var nået op på næsten 1,5 millioner kroner.
- Jeg kunne ligeså godt betale for en prøve mere. I sidste ende skulle vi måske have været i en retssag, så det her var måske billigere for systemet, siger Inger Højbjerg Christensen
Føler sig udstillet
Heller ikke prøve nummer to viste, at de var far og søn, og Inger Højbjerg Christensen hørte ikke mere til Jørgen Bech Petersen.
Det er snart femten år siden, men Jørgen Bech Petersen er stadig sikker på, at han er Jens Lyns søn. Det får han aldrig rettens ord på og dermed heller ikke pengene.
- Jeg føler, at jeg er blevet udstillet som svindler. Jeg er ligeglad med pengene, jeg har min pension og min harmonika, som jeg kan tjene penge ved at spille på. Men jeg har alle dage vidst, at Jens Lyn er min far, siger Jørgen Bech Petersen.
Retsmedicinsk udtaler sig ikke om DNA-prøver, men intet tyder på, at der skulle være fejl i prøverne.
Jens Lyn gav igen
Hele arvesagen endte med, at alle de penge, Jens Lyn havde sparet sammen og gemt overalt i sin togvogn og gravet ned, røg i statskassen. Mange af pengene kom fra den pension, Jens Lyn var berettiget til. Så landsbytossen Jens Lyn, der afskyede staten endte med at tilbagebetale hele hans formue.
Selvom sagen var meget speciel, så oplever Inger Højbjerg Christensen, at hun ofte støder på arvesager, hvor den afdøde havde gjort klogt i at have sine forhold på plads inden den sidste rejse.
- Det sker jo hele tiden, at søskende, ægtefæller og alle mulige interessenter bliver uenige om arven. Så hvis Jens Lyn virkelig ville have sikret sig, at Jørgen Bech Petersen fik pengene, så skulle han have skrevet det ned.
Ville helst have undværet postyret
Motionsklubben i Brande minder stadig i dag Jens Lyn ved cykelløb hvert år fra Uhre Kirkegård, hvor han ligger begravet med en lille cykel afmærket på gravstenen.
På klubbens dragter står der Jens Lyn på skulderen, og Jan Svendsen glemmer aldrig Jens Lyns rolige gemyt, der viste sig at gemme på så meget:
Det er jo sjovt, at Jens Lyn, der havde arbejdet i brunkul, boet alene og levet på en sten, ender med at betale omkring 20 øre til hver dansker. Det kom virkelig bag på mig, men egentlig havde jeg helst været alt det postyr foruden. Vi ville jo bare rydde op efter Jens, siger han.
(Foto: Poul Kjærgaard)