|
Tybrind blev oprettet omkring år 1590 af Corfitz Viffert ved nedlæggelse af landsbyen af samme navn. Landsbyen Tybrind bestod af ni gårde, som blev revet ned. Gårdene i landsbyen havde Corfitz Viffert dels giftet sig til gennem sit ægteskab med Anne Gyldenstierne og dels byttet sig til gennem mageskifter med kongen op gennem 1580'erne.
Corfitz Vifferts datter, Christence Viffert, bragte ved sit andet ægteskab Tybrind til Breide Rantzau i 1601. Breide Rantzau var ejer af det store Rantzausholm (senere Brahetrolleborg) på Sydvestfyn. Efter Breide Rantzaus død i 1618 blev hans gods delt mellem hans børn. Det blev datteren af hans første ægteskab, der arvede Tybrind, som derfor overgik til hendes mand, Hans Lindenov den ældre. Hans Lindenov var en af landets største godsejere med sæde på Gavnø. Hans søn af samme navn var gift med en datter af ægteskabet mellem Kirsten Munk og Christian IV: Elisabeth Augusta. Parret overgav Tybrind til Kirsten Munk i 1653.
Kirsten Munk var i 1615 blevet Christian IV's anden hustru. Hun fødte 12 børn i sit ægteskab med kongen, hvor otte overlevede. Kongen og Kirsten Munk havde et tæt forhold, men i 1626 indledte hun et forhold til rhingreve Otto Ludvig. Da kongen i 1630 fandt ud af dette, forlod hun hoffet og tog ophold på sine jyske godser Boller og Rosenvold, hvor hun i nogle perioder reelt sad i husarrest.
Fem af kongens og Kirsten Munks døtre blev gift med danske adelsmænd - heriblandt Hans Lindenov. Hermed håbede kongen, at de ville være loyale over for ham. Håbet bristede imidlertid. Ved kongens død i 1648 sad de fem adelsmand reelt inde med hele den politiske magt. Magten varede dog kort. I 1651 fratog Frederik III (1609-1670) svigersønnerne al politisk indflydelse, og i samme ombæring nægtede hans rigsråd at anerkende giftermålet mellem Kirsten Munk og Christian IV.
Det må have været et hårdt slag for Kirsten Munk, der lukkede sig inde på sine godser, men dog aktivt støttede sin datter, Leonora Christine, og hendes mand Corfitz Ulfeldts, støtte til Sverige under krigene i 1650'erne.
Kirsten Munk døde i 1658 og efterlod Tybrind til en anden svigersøn Hannibal Sehested. Hannibal Sehested var en fremtrædende adelsmand. I 1665 opnåede han birkeret over sine godser. Med birkeretten blev godserne til selvstændige retskredse, hvor godsejeren havde stor indflydelse på retsudøvelsen - dog inden for de kongeligt udstedte loves rammer.
Hannibal Sehesteds datter bragte Tybrind til sin mand Wilhelm Wedell i 1666. Han blev i 1672 ophøjet til grevestanden og oprettede grevskabet Wedellsborg af Tybrind og Iversnæs gods. Ved samme lejlighed skiftede Iversnæs navn til Wedellsborg.
Gennem oprettelse af grevskabet sikrede Wilhelm Wedell, at godset ikke længere kunne sælges, pantsættes, deles mellem mange arvinger eller forsvinde ud af familiens eje. Samtidig blev familien en del af enevældens samfundsstruktur og fik status ved hoffet.
Lensafløsningen 1919 bestemte, at alle grevskaber skulle opløses og overgå til fri ejendom. I den forbindelse skulle afgives en afgift til staten. Da grevskabet Wedellsborg blev afløst i 1926, medførte bestemmelserne, at der måtte afgives 90 hektar jord fra Tybrind. Jorden blev efterfølgende udstykket som husmandsbrug.
Tybrind fungerer i dag som avlsgård under Wedellsborg Gods. Det samlede Frijsenborg og Wedellsborg Godser er blandt landets allerstørste
Tekst af: Dansk herregårdsforskning
|