Furesøbad
Furesøbad er et gammelt badested med en kunstigt anlagt badestrand. Det ligger ved Furesø i Nørreskoven ved Fiskebæk midtvejs mellem Værløse og Farum. Hertil kommer et søsportscenter med roklub, kanoklub, kajakklub, sejlklub, windsurfingklub. Om sommeren er der tradition for personsejlads på Furesøen. Den varetages af Bådfarten, der også sejler på Lyngby Sø og Bagsværd Sø. Der er anløbsbro ved Furesøbad og ved Kollekolle.
Der findes en kiosk, der holder åbent om sommeren – og en restaurant, som holder åbent hele året rundt, og som har udsigt over Furesøen. Furesøbad ligger tæt på Fiskebækken, som forbinder Furesøen med Farum sø.
Naturskolen
Fiskebæk naturskole er et gratis naturfagligt formidlingstilbud til alle lærere på folkeskoler i Herlev, Furesø og Gladsaxe kommune. Naturskolen drives som et samarbejde mellem de tre brugerkommuner og Naturstyrelsen Østsjælland.
Fiskebæk så dagens lys i 1972, og er Danmarks ældste naturskole, der drives som et samarbejde mellem en eller flere kommuner og Naturstyrelsen, og er overordnet set Danmarks næstældste naturskole.
Undertegnede husker at have fældet birketræer her for mange år siden; noget vores 3 døtre også har prøvet her. Godt med lidt kontinuitet!