Erik Plovpenning (1241-1250)
Erik Plovpenning (Erik IV), søn af Valdemar Sejr og Berengaria, fødes i 1216. Han er dansk medkonge fra 1232, dansk enekonge fra 1241-1250. I øvrigt til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer, der begge ønsker at få del i magten. Erik og Abel kriges i flere år, hvorunder Abel, som er greve af Sønderjylland, får støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forliges de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blusser kampen op igen. For at finansiere disse kampe lægger Erik i 1249 skat på hver plov. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffer ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten er ikke særlig populær, og i 1249 må han fx flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægter at betale plovskat.
Herudover rager Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-familie. På den tid er bisperne meget offensive. Fx må Erik i 1237 skaffe sig pavens brev mod bisper, der nægter at indsætte præster, udpeget af kongen, i hans kirker. Erik er dog også en kirkens mand. Fx påbegynder han for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forhindrer ham i at fuldføre arbejdet. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.
I 1250 lykkes det for Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som finder sted Skt Laurentii nat den 9. august 1250, bliver Erik halshugget, og hans lig sænkes ned i Slien. I 1258 bliver hans jordiske levninger overført til Skt Bendts kirke i Ringsted, hvor han gravsættes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død