
Uddrag fra beskrivelsen af Havndal Kirke:
Havndal kirke er pastoratets yngste og mindste kirke; den har ikke sit eget sogn, da Havndal er beliggende i Udbyneder Sogn. Den tidligere stationsby, Havndal, fik i 1925 tilskødet jord til en kirkegård. Købsprisen var kr.1000.
Gennem indsamling blev der rejst midler til at bygge et kapel, som i 1930 blev indviet til kirke. Den lille kirkes inventar blev købt for indsamlede midler.
I mange år stod et orgel til kirken højt på ønskelisten. En kreds af byens damer lavede årlige basarer for derigennem at skaffe midler til et rigtigt orgel. Det lykkedes i 1965, da et orgel fra I. Starup & Søn (4 stemmer med anhangspedal) blev leveret til kirken.
Kirkerummet er ganske enkelt, men smukt proportioneret og med bræddeloft.
Den 3.søndag efter påske 2005 blev et længe næret ønske endelig opfyldt: Et nyt alter med nyt alterbillede blev indviet ved indvielsesgudstjeneste med biskop Kjeld Holm. Både alter og alterbillede er udført af kunstneren Erik Heide, Flade på Mors. Alteret er udhugget i én marmorblok. Alterbilledet er støbt i jern med en påsat forsølvet midtermotiv, der antyder en menneskeskikkelse. Erik Heide har med det nye alter imødekommet menighedsrådets ønske om et opstandelsesmotiv: Beskueren ser ind i den tomme grav, kun Kristi ligklæder er tilbage. Det er det syn, der mødte kvinderne, der påskemorgen gik ud til Jesu grav. De fandt den tom, men en engel forkyndte for dem: "Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Se, der er stedet, hvor de lagde ham."
Med det nye alters opsætning fik også alterskranken en anden form, idet den gamle alterskranke blev genbrugt, men blev opstillet med en vinkel, så linjerne følger kirkens øvrige linjer.
Cachen er gemt uden for kirkegården.
Den indeholder kun logstrimmel. Medbring derfor selv skriveredskab.