Skindbjerglund og Rise Skov
I 2019 købte staten et 168 hektar stort naturområde, som ligger ved Lindenborg Ådal og grænser op til den i forvejen statsejede skov Skindbjerglund på 57 hektar. Der er hermed etableret et stort sammenhængende naturområde på i alt 225 hektar, beliggende umiddelbart syd for Lindenborg Å. I de senere år har en del af området været tilplantet med juletræer, men fremover skal der være en blanding af urørt skov og åbne landskaber. I hele området går der græssende dyr, og som led i naturgenopretningen har en større del siden december 2019 været hjemsted for en flok vilde heste af racen Exmoor. De er hentet hertil fra en flok på den sydlige spids af Langeland og skal nu græsse her året rundt og blandt andet hjælpe til med at omdanne den tidligere juletræsplantage til et artsrigt overdrev med øget biodiversitet.
Rundt om i den danske natur mangler fugle, svampe, insekter m.m. dødt ved. Derfor er der behov for større områder med urørt skov og lysåbent overdrev. Flere steder her i skoven ses der ”ringede” træer, hvor der er blevet savet i stammen, for at træet skal gå ud. Man fælder ikke bare træerne, for det er meningen, at de ganske langsomt skal gå ud til gavn for biller, svampe m.m.
I Skindbjerglund kan man øvrigt være heldig og se en række forskellige fuglearter, der er i området på grund af de gamle egetræer, blandt andet spætmejse, stor flagspætte, grønspætte, huldue og natugle. Normalt yngler her også hvepsevåger samt 1-2 par ynglende ravne. Er man rigtig heldig, ser man måske endda et eksemplar af de sjældne arter pirol og rød glente. I ådalen findes desuden den sjældne orkidé Fruesko, der kun vokser to steder i Danmark.

Et pragtfuldt naturområde
Vi har ofte gået en tur i dette pragtfulde, unikke område, og nu vil vi også invitere geocachere hertil for at nyde naturen og gå på ”skattejagt”.
Som nævnt i ovenstående er der vilde heste (ca. 20 stk.) i en stor del af området. Følg de gode råd som vist på de opsatte skilte, når du færdes her. Der er opsat hegn, som dog kan passeres gennem låger mange steder. Disse bedes venligst benyttet. Der findes mange gode stier, men en del af cacherne er gemt et stykke fra disse, og godt fodtøj vil absolut være en fordel. GPS-signalet er på grund af træerne ikke lige godt alle steder i skoven. Vi har derfor hints til alle cacherne, så mon ikke det går alligevel.
Nu til cachen
Ved startkoordinaterne befinder du dig på en lille P-plads, hvor der er en rød pæl. Hvor mange små grønne skilte er der på pælen? A = 2 x antal skilte.
Waypoint 2 finder du her: N 56 53.(A3 - 32) E 009 55.(3 x A3) + A2
Du står nu syd for en lille jagthytte. Her ses et "egern" med vildtkroge. Antal kroge = B (antallet er et lige tal). Du ser også en knagerække. Antal knager = C. Antal vinduer i huset (hele vejen rundt) = D. På husets østside er der en dør med et lille hul. F = værdien af første bogstav i det ord, som beskriver hullets form (a = 1, b = 2 osv.).
Cachen findes her: N 56 53.(A - D)(C - 3)F E 009 55.(C - D)A(C - B)
NB! - der er parkeringspladser i hver sin ende af skoven, den ene på Risevej, den anden på Skindbjerglundvej.
God tur :-)