En beretning om den svenske skovfoged Gustav Pedersen Hagstrøm og hans endeligt.
Hagstrøm var deserteret fra den svenske hær i 1714 under krigen mod Tyskland. Han fik arbejde på større gårde øst for Ry bla. Sophiendal Gods og blev i 1719 gift med Anne Johansdatter, som var præstens datter. Et par år senere fik han ansættelse som skovfoged i Them-skovene. Han blev kendt for sin nidkærhed og sit iltre temperament og var ikke særlig populær i lokalbefolkningen.
En markmand Thomas Jensen med tilnavnet Just arbejdede for skovvæsenet, men var af Hagstrøm blevet grebet i ulovligt fiskeri og opsætning af dyrefælder. En dag kom det til voldsomme stridigheder mellem dem, da Just ikke ville aflevere sin økse som pant til skovfogeden. Just løb, men blev hurtigt indhentet. Hagstrøm havde en hirschfænger (jagtkniv), og Just forsvarede sig med øksen. I kampens hede fik Just et voldsomt slag ved halsen, så pulsårerne blev skåret op. Just døde 5 dage senere af blodtab og komplikationer med sårene.
For denne udåd kom Gustav Pedersen Hagstrøm for Skanderborg Ret. Her hævdede Hagstrøm, at han havde gjort sin pligt og var i sin ret til at inddrage øksen fra Just. Dommeren mente imidlertid, at han havde handlet med forsætlighed, og at der mest af alt var tale om en gammel privat hævn. Sagen nåede til Højeste Ret, hvor 2 stemte for frifindelse og 7 imod. Hagstrøm blev nu dømt til, at først hånd og derefter hoved skulle afhugges og sættes på hjul og stage. Hans ejendom skulle tilfalde kongen.
Den 22. februar 1732 blev Hagstrøm ført fra Skanderborg arrest for at blive henrettet på Stejlebakke syd for Virklund by. Da de kørte gennem Sønderskoven, bad han sine ledsagere om at standse ved et stort hul. Derpå sagde han: ”Nu skal jeg vise jer noget, som gør hugget mod markmanden til ingenting - noget jeg fortjener henrettelse for”. Han fjernede nogle blade og kviste, og der under lå 3 skeletter.
Hagstrøm havde været gift tidligere i Holstén, og hans første kone og 2 døtre havde sporet og opsøgt ham. For at de ikke skulle opdage, at han havde indgået nyt ægteskab, havde han lokket dem ud i skoven og ombragt dem.
Historiens rigtighed er bekræftet af en mand Jens Kræsen, der som dreng kendte både Hagstrøm og Just, og som på afstand havde været vidne til det dødelige slagsmål.
Retsprotokollen eksisterer stadig, dog er familie-mordene ikke omtalt, da tilståelsen jo faldt senere. Hændelsen er også omtalt i kirkebogen i Them. I årene efter henrettelsen af Hagstrøm førte hustroen Anne Johansdatter Pedersen et kummerligt liv, hvor 3 af parrets 6 børn døde - man tænker, at det nok ikke var socialt velset at hjælpe en morders kone....
Stedet, hvor ligene var skjult, er sidenhen blevet kaldt ”Det døde Hul”. Nogen siger, at der spøger her.....
Begivenheden må have sat visse spor i skovvæsenet, siden at selve stedet og en skovvej er navngivet derefter på skovkort.
På Stejlebakke ved Virklund ligger nu en større villa, så her er ikke længere adgang.
Cachens koordinater findes ved at sammenligne forskellige kort-typer:
Cachen er placeret omtrent midt i hullet ca. 50 m fra starten af "Døde hulsvejen".
Nord - sidste ciffer = 9 ; Øst - sidste ciffer = 8
eller man kan også bare tage i skoven og kigge sig lidt omkring ud fra kortet øverst.
Der kan være meget vådt i "Det døde hul", så gummistøvler eller goritexsko er tilrådeligt. Derefter er cachen nu placeret ved den nordlige bred, selvom koordinaterne man skal finde er midt ude i den våde lavning ved et træ
