Statue opstillet på torvet i 1949
Kunstner Johannes Bjerg og broncestøber Lauritz Rasmussen, København
Mindesten opstillet i 1926 ved Kystvejen/Åboulevarden
Stenen blev hugget af stenhugger Øvlesen Grenaa.
Søren Mikkelsen Kanne var i 1835 en husmand på 34 år. Han boede i “Strandhuset” på Hessel Hede syd for Grenåen sammen med sin kone Karen. Den 15. februar 1835 gik et skib på grund i en voldsom snestorm ud for Grenaa Sønderstrand og blev slået til vrag ca. 50 m fra kysten. De tre besætningsmedlemmer kunne ikke gøre andet end at klamre sig til vraget. Den ene, Rasmus Svendsen, blev dog skyllet i havet og druknede. Dagen efter lykkedes det for den anden, Jens Larsen, at svømme i land, og der var nu kun skipperen, Ole Jensen Jyde, tilbage på vraget. Det lykkedes for Søren Kanne at ride to heste ud til skibet og få den næsten bevidstløse skipper op på den ene hest, mens han selv red på den anden. Han kom velbeholden i land med både skipper og heste.
Søren Kannes bedrift blev kendt over hele landet, idet den blev omtalt i mange af landets aviser og blade. I Århus samlede man ind til et sølvbæger til ham, og Kong Frederik den Sjette tildelte ham en medalje og et kontant beløb på 40 rigsdaler. Steen Steensen Blicher hørte om historien og brugte den i sit forfatterskab.
Søren Kanne blev boende i Strandhuset, der senere fik navnet Kannegården, til sin død i 1860. Han blev begravet på Ålsø Kirkegård, hvor der er rejst en mindesten med tre strofer af Blichers digt.
Teksten er gengivet med tilladelse fra Grenaa egnsarkiv
Opgave.
Cache er placeret 224,5 meter fra denne statue
Cachen er placeret 2378 meter fra denne mindesten
