Juelsmindes ældste bygning
Færgegården, der lå, hvor Hotel Juelsminde Strand ligger i dag, var et naturligt opholdsvis for folk, der sejlede til og fra Juelsminde.
Vel nok den ældste bygning i Juelsminde. Og en færgegård var det, for allerede i midten af 1500-tallet var der færgeforbindelse fra Bogense til Klakring (nu Juelsminde bugt). Derfor byggede herremanden på Palsgaard Gods i 1813 en færgekro, hvor gæsterne kunne vente på færgen eller blive viderebefordret til Horsens i hestevogn. Herremandens navn var Niels Juel Reedtz, og man mener derfor, byen er opkaldt efter ham, nemlig: Juelsminde.
Færgeforbindelsen mellem Bogense og Juelsminde var grobund for stor samhandel mellem de to landsdele. Bl.a. blev der hvert år i september afholdt et stort marked på engområdet neden for Færgegården. Dette marked tiltrak mange mennesker fra hele Bjerre Herred, som bestod af den yderste halvdel af Juelsmindehalvøen. Bugten var fuld af fartøjer, og der var en flittig handel med får og køer. Der blev rejst en hel by af stadetelte, hvor håndværkerne falbød deres kram og brændevinshandlerne havde kronede dage.
Færgeforbindelsen ophørte i midten af 1800-tallet, da jernbanen kom til landet. I starten af 1900-tallet forsøgte man igen med en færgeforbindelse til Bogense, men den holdt kun nogle få år. Sidenhen oprettedes der færgeforbindelse til Kalundborg, som igen satte Juelsminde på landkortet som en færgeby, men det er en helt anden historie.
Hør mere om Juelsmindes historie ved at tage en tur forbi Juelsminde Havnemuseum læs om åbningstider mm. på Havnemuseum.dk
Denne cache er en del af en serie caches, der er udviklet af Hedensted kommune i forbindelse med #OplevNaturenPåNy, som er en række initiativer, der har til formål at skabe gode oplevelser for både børn og voksne. Læs også om vores andre tilbud på https://kultur.hedensted.dk/
Cacherne tager jer rundt i hele kommunen til spændende oplevelsessteder, mens I kan nyde den skønne natur og læse gode historier, om de steder I kommer hen. Serien vil løbende blive udviklet.