Skip to content

Ekspropriationen af Eventyrets Land Letterbox Hybrid

Hidden : 3/5/2022
Difficulty:
1.5 out of 5
Terrain:
1.5 out of 5

Size: Size:   small (small)

Join now to view geocache location details. It's free!

Watch

How Geocaching Works

Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions in our disclaimer.

Geocache Description:


Engang var det mit hjem

Kulturarv i krigskulissen: Da landsbyerne Grærup og Børsmose blev inddraget af militæret

Kulturarv forfalder på forsvarets område

 

Skyde- og øvelsesterrænet ved Oksbøl skylder sit nuværende udseende den store ekspropriation, der gik for sig fra 1967-70 med de mange forladte huse med de afblændede døre og vinduer til følge. Øvelsesterrænet er i dag Danmarks største og udgør et areal på ca. 6500 ha, der strækker sig 21 kilometer fra Blåbjerg Plantage i nord til Blåvand i syd og er ca. 10 kilometer i bredden. Ekspropriationen skabte dengang stærke lokale protester, men konsekvensen for de små lokalsamfund blev, at de mindre bebyggelser omkring Vejers, Grærup, Børsmose, Kærgård, Mosevrå og Bordrup helt forsvandt fra kortet. I dag står en del af disse tidligere landejendomme, husmandssteder og sommerhuse tilskoddede og tomme tilbage og giver området en helt særlig stemning.


Ekspropriationen af Eventyrets Land
Eventyrets Land er titlen på Thomas Langes (1829-87) bog om landskabet ved Blåvandshuk og den storslåede vestjyske natur, som han knyttede sig stærkt til, og som han beskrev så poetisk i 1865. Lange kunne dengang ikke vide, at dette landskab 100 år senere blev genstand for en alvorlig konflikt mellem på den ene side Forsvaret, der allerede i 1950’erne nærede ønsker om at få et stort og sammenhængende øvelsesområde, hvor det var muligt at gennemføre de store øvelser med kampvogne og artilleri, som det danske medlemskab af NATO krævede. På den anden side stod de familier, der ikke ønskede at forlade deres ejendomme, og følte ekspropriationen som et voldsomt overgreb på dem og deres rettigheder. Protesterne var forgæves, og området blev forladt af de sidste beboere med politiets hjælp i 1970.
Ekspropriationen af Eventyrets Land er siden blevet karakteriseret som "en ualmindelig kynisk, beregnende og nonchalant adfærd fra den danske stats side. Ekspropriationen er et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden Anden Verdenskrig." Det var Davids kamp mod Goliat, men i modsætning til den bibelske fortælling med en helt forudsigelig sejr til Goliat.  

Læs meget mere om de lokale, ekspropriationen og kulturarven herover; blandt andet beretter købmandens datter om tiden.....

 

Du står ved koordinatet midt i Grærup Krydset.

Tidligere et trakfikknudepunkt i Grærup.

Nu kører turister bare igennem enten på vej mod Henne, Vejers, Grærup Stand eller Børsmose, og der er ikke mulighed for at købe hverken nymalet kaffe  ved købmand Clemmesen eller is på mejeriet

Hvis der er øvelse så gem dit besøg ved købmanden - vis hensyn til basserne.

Gå ikke ind i ejendommene; Flere steder er skiltet med "adgang forbudt pga nedstyrtningsfare" - andre steder er der "kun adgang for militæret"

Gå fra krydset stik øst helt hen til skorstenen - den er fra det gamle andelsmejeri 

På skorstenen står 2 tal.

Træk det mindste fra det største og læg et dusin til

Gå så de beregnede grader til du lander ved et hus

Du står nu ved købmandens hus 

"Kig indenfor via det gamle bilede" - men gå ikke indenfor;)

 

Senest har stormen Malik i feb. 22 gjort sit på købmandens tag.

Stil dig på husets nordøstlige hjørne og kig mod øst 

Skatten ligger i træet med sprækken ca 10 meter fra købmandens hjørne;)

Er du blevet mere nysgerrig om hvad der blev kaldt en af de større ekspropiationer i historien;  Ekspropriationen af Eventyrets Land, så kan du læse beretninger og anekdokter fra tiden da der var liv i husene i bla Grærup & Børsmose

Engang var det mit hjem

Kulturarv i krigskulissen: Da landsbyerne Grærup og Børsmose blev inddraget af militæret

Artikel fra danmarkshistorien.dk:

De militære ekspropriationer ved Oksbøl, 1964-1970

I årene fra 1964 til 1970 foregik en omfattende militær ekspropriering af en lang række private landbrug, beboelseshuse og fritidsboliger for at give plads til en udvidelse af Forsvarets øvelsesterræn ved den sydvestjyske by Oksbøl. Det blev en dramatisk proces, som betød, at lokalbefolkningen måtte opgive deres ellers grundlovssikrede ejendomsret, og mere end 100 familier måtte flytte fra området. Resultatet blev etableringen af Danmarks største militære øvelsesterræn. Det var en forudsætning for, at Danmark kunne leve op til sine militære forpligtelser i forhold til NATO, men det betød samtidig også en tvangsaffolkning af flere små landsbysamfund.

Den militære tilstedeværelse omkring Oksbøl

I 1929 oprettede det danske forsvar en militærlejr ved Oksbøl. Efter besættelsen af Danmark i 1940 overtog den tyske værnemagt lejren og udvidede både lejr og øvelsesområde betragteligt. I 1945 blev Oksbøllejrens såkaldte Nordlejr omdannet til flygtningelejr for tusinder af tyske flygtninge, mens den noget mindre Sydlejr indgik i genopbygningen af det danske forsvar efter besættelsen. Denne lejr er stadig et af Forsvarets vigtigste tjenestesteder.
Allerede i 1946 begyndte de første øvelsesskydninger med artilleri ved Oksbøl. Som en følge af de voksende internationale spændinger mellem USSR og USA - og ikke mindst som en konsekvens af det danske medlemskab af NATO i 1949 - oprettedes i 1952 Kampvognsskolen, som blev placeret i Oksbøl, hvor der var god plads. Op gennem 1950’erne ønskede Forsvaret en udvidelse af det eksisterende militære øvelsesterræn. Planerne om en større ekspropriation ved Oksbøl strandede dog på, at der ikke var råd til ønskerne om en udvidelse.

Behov for plads til nye kampvogne

Omkring 1960 havde kampteknikkerne ændret sig så meget, at et større og mere sammenhængende øvelsesterræn blev stadig mere nødvendigt. Indførelsen af bæltekøretøjer gjorde øvelserne i civile områder mere komplicerede - og for visse enheder også umulige. Forsvaret rådede ganske vist allerede over 4.000 hektar land primært på Kallesmærsk Hede mellem Blåvand og Vejers, men arealet havde en uhensigtsmæssig form. Særligt ved Grærup og Vejers var der en flaskehals, som besværliggjorde de taktiske øvelser, hvor bl.a. indførelsen af de nye Centurion-kampvogne krævede stadig mere plads, samtidig med at overskydning af civile områder var problematisk. Forsvaret ønskede derfor en udvidelse af øvelsesterrænet vest for Oksbøl: Grærup, Børsmose og Vejers.     

Ekspropriationen bliver en realitet

De 1.840 hektar land, som Forsvaret ønskede til øvelsesterræn, var ikke umiddelbart til rådighed. Der boede mennesker, fordelt på 71 landbrugsejendomme, 38 parcelhuse og 38 sommerhuse. Oven i disse ejendomme kom 87 endnu ubebyggede sommerhusgrunde.

På egnen gik der gennem flere år rygter om, at en betydelig ekspropriation var nært forestående. Det var dog først henimod slutningen af 1964, at Folketingets finansudvalg bevilligede de nødvendige midler til terrænudvidelsen og dermed gav grønt lys for ekspropriation af de berørte ejendomme, jorder og bygninger.

Inden Folketingets beslutning havde de to sognerådsformænd, hvis sogne var i spil, deltaget i et lukket møde med Forsvarets folk. Snart viste det sig, at der i de to sogne var betydelige interessemodsætninger. Sognerådsformanden i Aal (Oksbøl) Kommune Egon W. Jensen hilste udsigten til statslige arbejdspladser, befolkningstilvækst og øgede skatteindtægter velkommen. I modsætning hertil frygtede hans kollega Hans Pedersen og beboerne i Ho-Oksby, den vestligste af de to kommuner, at Forsvarets tilstedeværelse ville ødelægge den spirende turisme, og at militære øvelser i hvert fald i perioder ville isolere de små samfund ved kysten. Rygterne om de militære planer skabte utryghed og usikkerhed i befolkningen – kunne det svare sig at investere i bedriften eller ej?

Den politiske debat

Forsvarsforliget fra 1960 og et politisk flertal for at imødekomme Forsvarets ønsker gjorde det fra begyndelsen svært at være modstander af ekspropriationen. Når valget faldt på arealerne i Ho-Oksby og Aal kommuner, skyldtes det, at Forsvaret i forvejen havde et stort militært areal, men også at landbrugsjorden var mindre god, og at området var tyndt befolket. Set fra alle andre steder i landet forekom valget fornuftigt, når nu det skulle være. 

Sagen fremkaldte en mindre debat på Christiansborg, hvor Socialistisk Folkeparti som det eneste parti argumenterede imod planerne. Således talte Johannes Skræppenborg-Nielsen (1917-1997) for at flytte beslutningen fra Folketingets Finansudvalg for i stedet at gøre den til en folketingsbeslutning. I så fald ville SF og de lokale modstandere kunne vinde tid og derved opnå en bredere debat om planerne. Skræppenborg-Nielsen var ligeledes skeptisk over for den socialdemokratiske forsvarsminister Victor Grams (1910-1969) udtalelse om, at ekspropriationen ville koste 15-20 millioner. I stedet mente han, at omkostningerne ville blive det dobbelte. Han var dog for sent ude, og det lykkedes ham ikke at komme de lokale modstandere til undsætning. Derfor var beslutningen om at ekspropriere området til Forsvaret aldrig i fare.

Den politiske debat må betegnes som rationelt begrundet, men under debatterne fik Skræppenborg-Nielsen sat ord på de følelser, der for mange var forbundet med udsigten til at miste hjem og i nogle tilfælde også livsværk, som ikke talte i spillet om jura, økonomi og storpolitik. Modstanden mod de militære ekspropriationer førte til en noget usædvanlig alliance mellem de lokale bønder og SF.

Den lokale modstand

Ekspropriationsplanerne førte til verbale konfrontationer og en voldsom polarisering i de små samfund. Mere end 30.000 underskrifter indsamlede de lokale imod det ”statslige overgreb”, dog uden den ønskede effekt. I et historisk perspektiv er det tydeligt, at lokalbefolkningen var for længe om at opdage, at Finansudvalgets beslutning faktisk kunne tvinge dem væk fra deres hjem og ejendom. Da de lokale modstandere, der slet ikke kunne matche staten, omsider kom på banen, var løbet allerede kørt. Langsomt måtte selv de mest modvillige erkende, at samfundets interesser overtrumfede lokalbefolkningens.

Resultatet blev af de fleste beboere opfattet som en voldsom indgriben i deres tilværelse. For nogle blev ekspropriationen set som en trods alt acceptabel mulighed for at sælge bedriften til en fornuftig pris til at købe nyt for. For andre blev det, de opfattede som et statsligt overgreb, en principsag, og der opstod en stærk modvilje mod at lade sig forflytte, fordi man følte sig knyttet til stedet. For modstanderne var et hovedargument da også den grundlovssikrede ejendomsret. Sagen var blot den, at Folketinget i forbindelse med ekspropriationsplanerne allerede i 1964 havde vedtaget en ny lov, der netop åbnede for, at staten i særlige tilfælde havde lov til at ekspropriere fast ejendom. Da de lokale samtidig heller ikke fandt støtte i hverken Landbrugsministeriet, der ikke havde indvendinger imod nedlæggelsen af de pågældende landbrugsejendomme, eller i Kulturministeriet, hvor man gerne så at ekspropriationerne indgik i en stor naturpark fra Skallingen i syd til Tipperne i nord, var slaget reelt tabt, inden de lokale modstanderne overhovedet fik fodfæste.  

Ekspropriationerne

De første ekspropriationer blev foretaget i juli 1967, og den 1. november 1968 skulle alle beboerne være ude af deres ejendomme, så Forsvaret kunne overtage området. Fristen for de lokale beboere blev imidlertid forlænget til 1. marts 1969, men først i april 1970 forlod den sidste familie sit hjem ved politiets hjælp.
Mere end 300 ejere og 30 brugere blev berørt af ekspropriationen, der endte med at koste 45 millioner kr. Beløbet var mere end det dobbelte af de først anslåede 15-20 millioner kr. og skyldtes dels prisudviklingen, dels at de lokale fik en god pris for deres ejendomme.

Øvelsesterrænet i dag

Resultatet af ekspropriationerne blev, at Forsvaret fik et sammenhængende øvelsesområde, hvor man kunne føre en forstærket bataljon rundt i et størrelsesmæssigt nogenlunde realistisk rum såvel i bredde som i dybde. Arealet måler således fra Blåbjerg Plantage til Blåvand 21 kilometer og har en bredde på omkring 10 kilometer.

Terrænet dækker i dag omkring 6500 hektar og bruges flittigt af Forsvaret, da det er det eneste øvelsesterræn i Danmark, der kan bruges i forbindelse med større militære øvelser. Hvert år passeres terrænet også af tusindvis af turister, der undrer sig over kanontordenen og det øde landskab med de forladte huse og de påmalede vinduer. For lokalsamfundet var resultatet nemlig, at de mindre bebyggelser omkring Vejers, Grærup, Børsmose, Kærgård, Mosevrå og Bordrup helt forsvandt, og i dag finder man blot enkelte tilbageværende gårde, husmandssteder og huse med afblændede døre og vinduer. Kirkerne i Mosevrå og i Børsmose undgik ekspropriationen og er endnu i brug, til trods for at deres menigheder ikke længere bor i nærheden.

 

Tilbage i det eksproprierede landskab ligger stadig en del af de forladte gårde, husmandssteder og huse, næsten som da deres tidligere ejere forlod dem sidst i 1960’erne. De tomme huse minder om, at området engang var opdyrket agerland, der dannede grundlaget for mange familiers tilværelse. Det ændrede efter militærets overtagelse karakter, og det er nu groet til med krat og græs og danner mange steder et stort åbent landskab til glæde for lokalbefolkningen og områdets mange turister. Området ændrer i disse år hastigt karakter, fordi mange af de forladte ejendomme er ret forfaldne, hvorfor Forsvaret jævnligt river de dårligste af husene ned. Der arbejdes imidlertid på at få en aftale, hvor huse med fortælleværdi og landskabsæstetisk værdi kan bevares for fremtiden.

Et overgreb mod lokalbefolkningen?

Historikeren Niels Kayser Nielsen (1949-2012) har karakteriseret den militære terrænudvidelse i Sydvestjylland som ”en ualmindelig kynisk, beregnende og nonchalant adfærd fra den danske stats side” og som ”et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden 2. verdenskrig”. Ordvalget er muligvis for dramatisk, da det antyder, at de militære ekspropriationer tangerede både det meningsløse og det ulovlige, og det var ikke tilfældet. Alligevel bør man ikke overse, at det var en yderst velforberedt regering, der fik beslutningerne ført igennem, inden de lokale beboere - fortrinsvis bønder - fik mobiliseret modstand mod Forsvarets og statens planer.

 

Ved ekspropriationen måtte lokalbefolkningen bøje sig for almenvellets krav. Sagen er derfor et eksempel på forholdet mellem staten og befolkningen – og mellem den grundlovssikrede ejendomsret og nationens interesser.

B

Billedet herunder er min farfars købmandsbutik i Grænge på Falster.

Jeg husker duften af nymalet kaffe og vi børnebørn fik lov at få spejdersnus når vi var på ferie.

Den gamle kaffemølle fra min farfars butik er lige som den på billedet fra Clemmesens købmandsbutik her i Grærup

"Vores kaffemølle" har netop fået "nyt liv" i Krings Chokolade i Middelfart, men det er en helt anden historie

Additional Hints (No hints available.)