
Mirabellemarmelade
Du laver mirabellemarmelade sådan her:
- 1 kg. udstende mirabeller
- ca. 1 kg. rørsukker
- 1 stang vanilje (jeg brugte en tom jeg havde liggende, og den frigav en masse dejlig vanillesmag)
Kom de halverede mirabeller i en skål og drys sukkeret over. Vend forsigtigt rundt, så alle mirabellerne bliver dækket af sukker. Opbevares tildækket i køleskabet natten over.
Dagen derpå har mirabellerne frigivet en masse saft. Kom hele skålens indhold i en tykbundet gryde og tilsæt vaniljestangen.
Kog langsomt op og lad marmeladen koge ind under omrøring. Lad den simre til den tykner. Driller konsistensen kan du først teste den ved at komme en klat på en tallerken og sætte den på køl, stivner den som du ønsker, er den klar. Hvis ikke kan du tilsætte mere sukker, og koge den op igen, eller du kan tilsætte sylte-pulver af en slags.
Kom marmeladen på rengjorte skoldede glas, skyl dem evt med atamon eller klar spiritus for at være helt sikker på de er rene, og marmeladen holder længe. Opbevar dem mørkt og køligt.